Hella går på børsen
Hella KGaA Hueck & Co har meddelt, at koncernen går på børsen i Frankfurt og Luxembourg tirsdag den 11. november.
Hella har netop solgt 11,1 millioner nye aktier til en værdi af 278 millioner euro, svarende til over to milliarder danske kroner. I det næste step frem mod børsnoteringen vil familien sælge yderligere 5,75 millioner aktier for at udvide antallet af aktionærer.
Familien vil dog fortsat forblive hovedaktionær med 85 procent af aktierne. Samtidig har den skrevet under på, at den vil beholde mindst 60 procent af aktierne frem til 2024.
- Vores hoved-prioritet er at fortsætte Hellas status som et uafhængigt familie-selskab. At gå på børsen åbner nye muligheder for med succes at fortsætte vores langsigtede vækst-strategi, udtaler Dr. Jürgen Behrend, managing partner.
Hella omsatte omsatte i 2013/2014 for 5,3 milliarder euro, svarende til næsten 40 milliarder danske kroner, som en af verdens top 50 automotive leverandører. Samtidig blev resultatet af den primære drift forbedret med 387 millioner kroner, så det endte på i alt tre milliarder kroner. Det gav en overskudsgrad på 7,4 procent i det seneste regnskab.
Væksten i omsætning har været på 6,5 procent per år de sidste ti år - og på hele 10,2 procent siden 2008-2009.
- Vores mål er at udvide vores internationale fodspor og investere i innovation for at kunne tilbyde vores kunder rundt om i verden endnu bedre løsninger, siger dr. Rolf Breidenbach, adm. direktør i Hella, som beskæftiger over 30.000 medarbejdere i over 100 afdelinger i 35 forskellige lande.