Kendt bilsvindler idømt fængsel
Det var hovedtemaet i en tilståelsessag i Retten i Aalborg 20. november, hvor den 33-årige mand var tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk fordelt over 37 forhold fra hele landet.
- Han blev idømt to år og fire måneders fængsel, og skal samtidig betale godt en million kroner i erstatning, siger anklager Rune Vestergaard fra Nordjyllands Politi ifølge Nordjyske Stiftstidende.
Den 33-årige startede med såkaldte spolesager, hvor han igennem sin bilforhandlervirksomhed Match Automobil svindlere med bilernes kilometertal, inden de blev solgt.
Det skaffede ham en plads i rampelyset, da DR programmet "Bag Facaden" i 2012 afslørede svindlen.
Efterfølgende begyndte han at købe biler fra bilforhandlere ved hjælp af falsk identitet og falske bankoverførsler.
- Han lykkedes med fidusen 24 gange hos bilforhandlere fordelt over hele landet, og har bedraget sig til biler for en samlet værdi af cirka 2,5 millioner kroner, siger Rune Vestergaard Blandt andet lykkedes det ham fire dage i træk at snyde sig til biler hos en bilforhandler i Hobro, som derved mistede biler for i alt 600.000 kroner.
- Han brugte et hav af aliasser på forfalskede opholdstilladelser, og de var forfalsket så godt, at det var umuligt for forhandlerne at opdage det, forklarer Rune Vestergaard.
Da hovedvægten af sagerne var fra Nordjylland, overgik sagen til Nordjyllands Politi i foråret 2014.
På det tidspunkt var den 33-årige allerede efterlyst i otte af landets 12 politikredse, men det lykkedes ikke at få ham anholdt.
- Vi fik udstedt en international arrestordre på ham gennem Interpol, hvor han var arresteret in absentia. På det tidspunkt befandt han sig i Libanon, men valgte kort efter at komme tilbage til Danmark, siger anklager Rune Vestergaard.
10. oktober kørte Nordjyllands Politi til København, hvor Zaher Rabeh blev anholdt hos sin mor.
Han er tidligere dømt for lignende sager, og det havde sammen med omfanget af sagen betydning for strafudmålingen. Han har udbedt sig betænkningstid til dommen, og er varetægtsfængslet indtil eventuel anke eller afsoning, skriver Nordjyske Stiftstidende.