Honda-chef: Ingen McLaren-kørere er på plads endnu
Kevin Magnussens McLaren-team skal køre med Honda-motorer i 2015. Hvem der skal træde på speederen er uvist.
På den baggrund havde mange ventet, at McLaren i denne uge, hvor det store Formel 1-cirkus er i Japan for at køre grandprix på Suzuka-banen på søndag, ville melde ud, hvilke kørere, man har engageret til den kommende sæson.
Men det kommer ifølge topchefen for Honda Motorsport Yasuhisa Arai, ikke til at ske.
- Vi taler konstant om, hvilke kørere vi gerne vil se i bilerne, og mens McLaren er her i Japan, er det kun naturligt, at vi holder nogle møder, siger Arai til den britiske tv-station Sky.
- Men jeg forventer ikke, at vi skal diskutere emnet kørere, eftersom intet er besluttet endnu, fortsætter han.
McLaren er nummer seks i konstruktørernes mesterskab. Dermed er teamet på vej mod sin dårligste sæson siden 1981.
- Der er selvfølgelig forskellige årsager til den præstation, vi har set fra McLaren i denne sæson. Baseret på de erfaringer gør vi, hvad vi kan for at lukke hullet, fortsætter han.
Det japanske grandprix bliver kørt på søndag morgen klokken otte dansk tid.
/ritzau/