23948sdkhjf

Skat stopper leasingmodel

Tyske Camp Leasing slår på tromme for en leasingmodel, der kan give store besparelser ved leasing af store biler. Skat lukker fidusen næste år.
Spar 40 procent i forhold til en ny bil. Sådan lyder reklametrommer fra det tyske selskab Camp Leasing, som dermed forsøger at få det sidste ud af et bindende svar, selskabet har fået fra Skat.

Modellen kaldes Eliteleasing, hvor leasingtageren selv finansierer bilen frem for at lade leasingselskabet gøre det. Camp Leasing har som det eneste selskab herhjemme fået modellen blåstemplet af Skat.

- Normalt skal et leasingselskab finansiere mindst 70 procent af bilens værdi, men med Eliteleasing er det muligt for den kommende bilejer selv at stå for finansieringen og kun betale registreringsafgiften til Skat for den periode, man har bilen. Derved sparer man den fortjeneste et finansieringsselskab skal have ved normal flexleasing, fortæller Torben Sørensen, key account manager i Camp Leasing.

Modellen går ud på, at man leaser en brugt bil, der er minimum 36 måneder gammel på en tysk leasingkontrakt og betaler alle ydelserne dag ét. Som dansker må man dog ikke køre i Danmark i bilen, når der ikke er betalt registreringsafgift. Derfor sætter Camp Leasing den tyske kontrakt i bero og laver en ny flexleasingkontrakt i Danmark for en begrænset periode - eksempelvis 12 måneder, hvor kunden kun betaler er 0,5 procent af registreringsafgiften til Skat per måned. Det giver en besparelse på op til 40 procent i forhold til at købe en tilsvarende bil i Danmark.

Stopper i 2015

- Vi har fået et bindende svar fra Skat på, at det kan lade sig gøre, og så længe det svar er gældende, kan vi udbyde Eliteleasing, hvor man altså kan spare forholdsvis meget i forhold til både almindelig flexleasing og køb, siger Torben Sørensen.

Den bindende tilkendegivelse fra Skat er tilbage fra 2010 og løber i fem år, og Skat har meddelt, at den ikke bliver forlænget.

- Det er dog muligt at for kunder, der allerede har en kontrakt at få den forlænget inden november 2015. Skat har åbenbart vurderet, at aftalen er for gunstig til at blive videreført, siger Torben Sørensen.

Hos Brancheforeningen Finans og Leasing er man tilfreds med, at Skat stopper den pågældende leasingmodel.

- Det er jo slet ikke leasing, men et maskeret køb, der drager fordel af, at man kan få gavn af den forholdsmæssige afgift og kun betale en brøkdel i registreringsafgift. Når man tager i betragtning, hvor nidkære Skat er i forhold til at vores medlemmer kan foretage ændringer i leasingkontrakterne er det besynderligt, at de har accepteret denne. Men jeg er tilfreds med, at der bliver saty en stopper for den, siger Christian Brandt, der er direktør for Finans og Leasing.

Christian Brandt understreger, at Camp Leasing ikke er medlem af brancheforeningen.

- Og de bliver det heller ikke, selv hvis de sendte os en anmodning, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094