Kvaliteten ofres i priskrig på ruder
Det er nemt at sammenligne priser, men ruderne skal også være sammenlignelige, nu hvor priskrigen bevæger sig mere og mere over i kvalitetsopgør, lyder det fra Tommy A/S.
- Det sikrer kunden den bedste kvalitet til en konkurrencedygtig pris, og gør, at vi med god samvittighed kan sælge autoglas, der lever op til kravene, siger Morten Walsø Christensen, medejer af familiefirmaet Tommy A/S og uddyber.
- Forsikringsselskaberne har fokus på, at værkstederne skal bruge alternative dele til deres skades opgaver. Værkstederne og glasmontørerne er derfor efter glasleverandørerne, fordi priserne skal være billige, når forsikringsselskaberne vil betale mindst muligt for varerne, samt arbejdstiden ligeledes er presset ned, forklarer Morten Walsø Christensen.
Manglende viden
Det, der er mindst lige så vigtigt som at sælge den rigtige kvalitet, er, at man også er i stand til at sælge den rigtige rude med det udstyr, der nu engang er i glasset, pointerer han.
- Ofte oplever vi, at værksteder bliver oplyst en pris på en alternativ rude fra en taksator gennem deres opslagsværker fra landsdækkende grossister, men ruden, de giver pris på, er ikke den rigtige. I dag er rigtig mange biler udstyret med akustisk, lyddæmpende frontruder, og så hjælper det ikke, at bilejeren bliver stillet ringere, hvis han får monteret en ny frontrude med en ikke lyddæmpende frontrude. Værkstedet der bestiller ruden er måske ikke klar over, hvad der skal være i ruden, forklarer Morten Walsø Christensen.
Derfor lyder opfordringen fra firmaet i Ringsted, at man skal huske at sammenligne prisen ud fra sammen kvalitetskriterier.