Godt at autobranchen er sur på mig
Bilforhandlerne skal acceptere, at kunderne skal vide, at de kan handle om ÅOP som med bundmåtter, siger manden bag branchedebatten, John Norden fra Mybanker.
- Bilforhandlerne og autobranchen må lære at kigge indad – for ville autobranchen finde det rimeligt, hvis bankerne kunne skjule gebyrer, og bilforhandlerne ikke? Det er fint med mig, at autobranchen er sur på mig, for så har jeg ramt noget rigtigt. Bilforhandlerne og deres brancheforening har bare ikke forstået min pointe om, at autofinansiering ikke et uoplyst tagselvbord. Heller ikke selv om branchen er presset – for det er bankerne også. Bilforhandlerne må lære at leve med åbenhed om gebyrer. Velkommen til 2014, hvor brug af internettet og gennemsigtighed er et must – må den bedste mand vinde i en fair kamp mellem banker, finansieringsinstitutter og bilforhandlere, siger John Norden til Motor-magasinet i en kommentar til kritikken af ham og Mybanker.
Han fortæller, at han stadig er i tæt kontakt med gamle branchefolk, der, ifølge John Norden, er rystede over, at der er for mange brodne kar, der "tager folks penge, efter at udbetalingen er lagt".
- Det er simpelthen kortsigtet. For man kan ikke handle igen med bilkøbere, der er teknisk insolvente, fordi bilen ikke er det værd, som kunden skylder på grund af for høje låneomkostninger, siger John Norden.
Han mener, at autobranchen er godt i gang med at skyde budbringeren Mybanker, og hans virksomhed har fuld åbenhed på sin hjemmeside om, at firmaets indtjening kommer fra banker, klik og leads.
Højeste og laveste pris
John Nordens mission er, at kunderne skal vide, at også billån hos bilforhandlerne er til forhandling. 70 procent af alle billån bliver i øvrigt tegnet hos bilforhandlerne.
- Men ingen kunder ved, at de kan forhandle om de frie gebyrer i ÅOP, som forhandleren kan justere op og ned – de koncentrerer sig hellere om at få et sæt måtter med i handelen. Det er denne skiltning, som bankerne giver, og som også skal gælde hos bilforhandlerne for at give et fair og retvisende oplysningsgrundlag. Så må bilforhandlerne vurdere, hvad der er deres smertegrænse i forhold til også at kunne forhandle avance på den nye og måske brugte byttebil. Bilforhandlere har jo i forvejen en kæmpe fordel i at have bilkøberen siddende på kontoret, hvor de nu også kan udstede nummerplader, i forhold til banker og finansieringsinstitutter.
- Men jeg har aldrig sagt, at bilforhandlere skal oplyse, hvad de tjener – det er en misforståelse, som især Autobranchen Danmark ikke rigtig vil forstå. Min pointe er, at bilforhandlerne skal skilte med højeste og laveste pris på billån, og det vil de ikke oplyse. Her er lovgivningen mangelfuld, og det er dette, som Konkurrencestyrelsen og erhvervsministeren nu er ved at se på, for skabe lighed mellem bilforhandlere og banker.
- Hvad jeg derimod har sagt er, at en væsentlig del af indtjeningen i bilbranchen kommer fra finansiering. Op til 12.000 kroner på en bil til 100.000 kroner er selvfølgelig mere interessant end en fortjeneste på måske kun 500 kroner for selve bilen. Men kunderne bliver ladt i stikken med så store udgifter til gebyrer. Derfor er det godt, at både politikere, forbrugermyndighederne og bankerne er enige med mig, siger John Norden til fagbladet.