Fra konstant vækst til at være foran
FTZs nye vicedirektør glæder sig over autogossistens nye it-innovation, FTZ Mobilkat.
I maj blev der sat navn på den første vicedirektør, nemlig 41-årige Jens Nordestgaard Andersen - mangeårig autobranchenmand - som den 1. juni kunne sætte sig i stolen som ansvarlig for salg og marketing.
- Jeg er superglad for jobbet. FTZ er en god virksomhed med en god spirit, som har råd til at investere i nye tiltag, og som kan gennemføre nye tiltag meget hurtigt i forhold til store internationale koncerner. Det er spændende, og selv om vi selvfølgelig også skal være omkostningsbevidste, har vi råd til at at satse på nye tiltag, siger Jens N. Andersen til Motor-magasinet efter de tre første måneder i vicedirektør-stolen.
- Fra at vokse hele tiden skal vi nu sikre os at være foran hele tiden, og så skal vi være dygtige til at implementere nye tiltag ned igennem organisationen, siger Jens N. Andersen, der - som et eksempel på at være på forkant - glæder sig over FTZs nye udgave af web-kataloget på en smartphone-app, FTZ Mobilkat.
- Vi skal være med til at løfte autobranchen til et højere niveau ved at være innovative - det handler om at bringe løsninger af værdi til kunderne, tilføjer vicedirektøren.
Selv har han arbejdet i næsten 11 år hos den internationale dækgigant, Bridgestone i Danmark, over to omgange - heraf de seneste seks år som salgs- og marketingchef, men senest er han vendt tilbage til autobranchen fra en stilling som international salgsdirektør for affaldsselskabet Mil-tek Danmark.
Netop hos Bridgestone var Jens N. Andersen med til at indlede et tæt samarbejde med FTZ, som over de seneste år har bragt autogrossisten helt i top som dansk dæk-leverandør - dels med "egne" dæk, men også via partnerskaber med de tre store, Bridgestone, Michelin og Continental.
Paktiker
Jens N. Andersen er uddannet HD i salg og marketing og bor i Vejle, men ellers betegner han sig selv som praktiker og mekaniker-søn. Og så er han motorcykel-mand - han både kører og reparerer mc.
- Jeg kan godt lide at få olie under neglene, konstaterer vicedirektøren.
FTZ Autodele & Værktøj A/S er fortsat på udkik efter den helt rette kandidat til den anden vicedirektør, som blandt andet skal have ansvaret for logistikken.