23948sdkhjf

Åbent brev til FDM

Silkeborg Bilernes By kritiserer FDM for i det seneste nummer af Motor at opfordre private til egen import af biler, uden at gøre opmærksom på faldgrubberne. Læs svaret fra FDM.
DEBAT Vi i Silkeborg Bilernes By læser som alle andre med stor interesse FDM medlemsbladet MOTOR. I seneste nummer 7/8 2015, side 48-51 bringer i en artikel: ”Gør som Peter – importer selv din drømmebil”, hvori I stort set opfordrer FDM MOTOR’s 459.000 læsere til selv at importere deres brugte biler. Dette falder os naturligvis lidt for brystet, især da det gøres på et uforståeligt tyndt grundlag. En saglig belysning af fordele/ulemper omkring import af brugte biler samt beregning af registreringsafgift i Danmark, havde vi absolut fundet både relevant overfor de potentielle bilkøbere blandt læserne.

Hele købs- og importprocessen beskrives særdeles rosenrødt, og udfordringerne/faldgruberne heri bagatelliseres nærmest. Denne anbefaling/rådgivning af egen import kan vise sig at være en alvorlig bjørnetjeneste, som FDM her giver medlemmerne, som risikerer at komme til at skulle betale adskillige tusinde kroner mere for en importeret bil end for en bil købt hos en dansk forhandler! At man fra FDM ikke har spurgt ind til branchen, der besidder formentlig en endnu større ekspertviden end FDM omkring brugtbilsimport for at få ”a second opinion” i artiklen, kan jo undre os læsere?

Peter i artiklen vurderer selv, at han sparede ca. kr. 5-10.000 ved selv at importere bilen i forhold til prisen hos en dansk forhandler. Her synes vi så, at det kunne være interessant, at se nærmere på denne umiddelbare besparelse – og især om der reelt er tale om en besparelse samt om en eventuel besparelse på rimelig vis opvejer de farer og ulemper, som egen importen kan medføre? Vi tillader os at tvivle på, at regnestykket holder, hvis samtlige omkostninger medtages – og risikoen for at det økonomisk ikke hænger sammen er voldsom stor, som vi ser det! Peter’s fraskrivelse af garanti/reklamationsret samt gensalgsværdi nævnes ikke i artiklen, selvom de fleste nok vil mene, at dette er væsentlige faktorer for de fleste bilkøbere. Især ved dette punkt undrer det os meget, at FDM ikke lader alarmklokkerne ringe? FDM har gennem mange år med ret forklaret medlemmerne om vigtigheden af garanti/reklamationsret/købelov, og har gjort et stort nummer ud af, at henvise til deres egen ”bog” om samme emne – i dette tilfælde ser man ganske bort fra dette uden anmærkninger eller nævneværdige kommentarer?

SVAR FRA FDM

Kære Henrik Thomsen
Artiklen i Motor beskriver over fire sider hvordan det forløb, da en privatperson importerede sin egen drømmebil fra udlandet. Motor ledsager samtidig artiklen med en række tip, råd og advarsler. Blandt andet i forhold til betaling af store beløb i udlandet.
Artiklen er ikke ment som en trin for trin-guide til import af egen bil fra udlandet, men beskriver med bred pensel det endog meget store arbejde, der ligger forud for handlen, i selve handlen og efter handlen.
Motor råder naturligvis altid medlemmer, der drømmer om selv at importere en bil fra udlandet, til at søge grundig vejledning hos FDMs kompetente stab i vores juridisk/tekniske rådgivning.
Motor finder derfor, at den rejste kritik skyder over og i flere tilfælde forbi målet, om end vi altid er lydhøre overfor konstruktiv dialog, der kan bidrage til at danskernes bilhold bliver en så positiv oplevelse som muligt.

Venlig hilsen

Eric Andersen
redaktionschef


Man kunne med fordel bl.a. have uddybet følgende områder:

Der skal bruges meget tid på at afsøge det internationale bilmarked for at finde den rette model med det rette udstyr. Der skal formentlig etableres kontakt og kommunikeres med flere sælgere, og der skal laves aftale om besigtigelse af bilen. Alene dette punkt kan være en udfordring, for vi ved alle, at kommer der i mellemtiden en anden seriøs kunde på sælgers matrikel, så er bilen solgt, når man selv kommer med flyet fra Danmark– og dette er uanset, hvilke aftaler der ellers er indgået! I den type handler gælder princippet ”først-til-mølle”, hvilket selvsagt er en udfordring for en dansk køber, hvis den ønskede bil står flere hundrede eller tusinde kilometer væk.

Langt fra alle sælgere er villige til at sende kopier af registreringsattester/servicebøger til udenlandske købere – og dette giver store udfordringer i forhold til at undersøge bilens historik på forhånd.

Hvordan sikrer køber sig, at bilen han står foran i det sydlige Tyskland, Frankrig eller Spanien (som i artiklen) rent faktisk har kørt de km, som sælger oplyser? Er bilen i rette tekniske stand? Er der ”fiflet” med gamle trafikskader eller lignende? Det er bestemt ikke alle steder, der gives mulighed for at køre bilen hen på et uvildigt værksted (i et fremmed land i en fremmed by), hvor køber samtidig skal kommunikere med en udenlandsk mekaniker eller værkstedsejer. Det er ikke engang alle steder, at en prøvekørsel tillades! Skal der medbringes en mekaniker fra Danmark for at efterse en evt. bil, skal denne omkostning naturligvis også medregnes.

Når man så endelig har fundet den evt. rigtige bil, og bilens stand er acceptabel, så skal man til papirarbejdet. En garanti afgivet i udlandet på en brugt bil får man som udgangspunkt intet ud af (retssag på tværs af grænser, advokater, translatører o.s.v.) – d.v.s. man køber reelt en bil uden garanti! Ønsker køber selv at tage denne risiko? Her vil vi - og givetvis også FDM medlemmerne - meget gerne høre FDM’s holdning til dette vitale punkt i købsprocessen.

Betaling. Ingen bil forlader hverken en privat sælger eller bilforretning i udlandet førend det fulde beløb er overdraget i enten kontanter eller er sikkert indsat på sælgerens bankkonto. En sikker bankoverførsel fra Danmark til en udenlandsk sælger kan tage tid, og kan risikere at udløse en ekstra overnatning. At medtage et større beløb i kontanter er naturligvis i sig selv en risiko! Mange af de mindre forhandlere (”sidegadehandlerne”) accepterer kun kontanter, når man som udlænding køber brugt bil hos dem – hvordan stiller FDM sig til dette? Vi synes, at faremomentet ved at medbringe mange kontanter til et evt. bilkøb i udlandet mangler i artiklen. Der er ligeledes lovgivningsmæssigt en øvre grænse for modtagelse af kontanter!

Hjemtransport? Danske prøveplader virker IKKE ved import af biler fra udlandet! Der skal derfor anskaffes en autotrailer eller man skal forsøge lokalt i udlandet at leje prøveskilte af en eller anden art – dette kan naturligvis være kompliceret, hvis ikke sælger har kendskab til fremgangsmåde i købslandet. Det er ligeledes urealistisk at tro, at sælger på forhånd fremskaffer prøveskilte til en ukendt udenlandsk kunde… Udenlandske prøveplader gælder heller ikke ved kørsel i Danmark – de gælder udelukkende i det land, de er lejet. Prøveplader dækker kun ansvarsforsikring – og altså ikke kaskoforsikring på bilen, hvilket heller ikke beskrives i artiklen. Dette betyder bl.a. at kører man galt i bilen eller stjæles den under hjemtransporten, så er bilen ikke dækket af forsikringen – ansvarsforsikring dækker udelukkende for skade forvoldt på andre. Hvad er FDM`s holdning til denne risiko – I kommer selv med eksemplet på en bil, der køres flere tusinde kilometer gennem Europa?

Herefter skal bilen klargøres, synes og toldbehandles i Danmark. Gennemgang på dansk værksted afslører måske også skjulte fejl/mangler, der først skal udbedres for købers regning. Her skal man være opmærksom på, at de beløb som fx SKAT anviser på deres hjemmeside for import af tilsvarende modeller, kun kan bruges som i bedste fald vejledende, idet det ikke er de endelige fastsatte afgifter. Disse tal kan også stamme fra såkaldte selvangivelser, der måske er lige ”optimistiske” nok. D.v.s. køber kan let risikere, at bilen bliver noget dyrere end beregnet ved den endelige vurdering! Har man købt nummerplader til bilen førend den endelige vurdering fremkommer fra SKAT (kan tage længere tid!), så fanger bordet, og der kan ikke gøres indsigelser mod vurderingen! Dette kan let dreje sig om adskillige tusinde kroner! Afgiftsberegning efter det nuværende danske system er en særdeles kompliceret affære, der bygger meget på bl.a. SKAT’s vurderingsfolks ofte subjektive holdning til bilens værdifastsættelse i forhold til det danske brugtbilsmarked . Der betales desuden også afgift efter bilens ekstraudstyr, hvilket også påvirker den endelige registreringsafgift i opadgående retning.

Hvis man selv har importeret en bil, og senere ønsker at sælge den – så er det overvejende sandsynligt, at en bilforretning vil betale mindre for bilen, end for en tilsvarende normal dansk bil, idet det er sværere at belyse bilens forhistorie i udlandet. Det fremgår naturligvis af bilens danske registreringsattest, hvorvidt den er blevet solgt fra ny i Danmark eller om den er importeret som brugt bil. FDM opfordrer altid deres medlemmer til ikke at underskrive slutsedler, der angiver km-garanti eller tidligere skader på deres egne biler – dette nedsætter værdien på en privat importeret bil betragteligt ved senere handel med en forhandler, hvis ikke den private sælger nøje kan dokumentere km-stand samt servicehistorik fra autoriseret udenlandsk værksted. Vi hører meget gerne FDM’s kommentarer til dette.

Vi mener klart, at man som bilkøber seriøst skal tage disse betragtninger med i overvejelse, når talen falder på egen brugtbilsimport. Vil man selv stå med dette besvær, de potentielt mange faldgruber, der alle kan gøre importeventyret væsentligt dyrere end først antaget – og uden at have en anvendelig garanti eller reklamationsret over for en udenlandsk sælger?

Køber man en brugt bil hos fx et medlem af Silkeborg Bilernes By, så er man fra start garanteret den endelige pris samt sikkerhed igennem alle bilkøbets faser. Købelovens bestemmelser gælder som et minimum her i enhver bilhandel, og giver køberen den absolutte tryghed til forskel fra en egen importeret brugt bil.

Vi forstår ikke, hvis FDM mener, at en besparelse på kr. 5 – 10.000 på nogen måde er attraktivt eller fornuftigt for FDM’s medlemmer set i forhold til ovennævnte forhold?

Da artiklen har frembragt en del ubesvarede spørgsmål omkring de påståede fordele ved privat import af brugte biler, så opfordrer vi FDM til at bringe dette indlæg i næste nummer af MOTOR med FDM’s besvarelse på de stillede spørgsmål som relevant information til bladets læsere.

Vi imødeser FDM’s respons, da vi ganske enkelt ikke forstår FDM’s forherligelse af egen brugtbils import uden at gøre udtrykkeligt opmærksom på de ret alvorlige faldgruber, der potentielt og reelt eksisterer for bilkøberen.

Med venlig hilsen
Silkeborg Bilernes By

Henrik Thomsen
Formand
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11