AutoTank i Haslev opkøbt
Danske AutoTank A/S er blevet overtaget af svenske Wennstrom.
Derfor har opkøbet været smertefrit indtil videre ifølge Mads O. Pedersen, der er adm. direktør i den nye virksomhed. Han uddyber:
- Wennstrom har i lang tid haft blik på bilvask-området i Danmark, og vi har også tidligere samarbejdet med AutoTank. Så udvidelsen var oplagt, da vi i foråret indledte forhandlingerne om overtagelse, siger han.
Serviceydelser ændres ikke
Overtagelsen ændrer ikke grundlæggende ved de services, som AutoTank og Wennstrom hver især i dag leverer. AutoTanks fortsætter som distributør af den tyske vaskeproducent Christs udstyr til både tog- bus- og bilvaskeanlæg. Wennstrom vil tilsvarende køre videre med pumpeteknologi og forpladsstyring fra producenten Wayne.
At både produktområder og distributørdelen foreløbigt bibeholdes harmonerer godt med de målsætninger og forventninger, som Wennstrom har til området for bilvask i Danmark.
- Vi har flere rigtig interessante kundesegmenter, herunder automekanikere. Alt i alt vil kunderne opleve os som en totalleverandør på flere ydelser, når man tænker på bilvask og på tankstationer, fortæller Mads O. Pedersen.
Som situationen er nu, kører de to virksomheder altså videre med samme navne og produktområder som i dag. Men ifølge direktøren kan der på sigt blive tale om en egentlig sammenlægning og et navneskift.
Der hvor sammenlægningen især skal komme Wennstrom til gode er, når man fremover skal indrette vaskepladser i Danmark. Her tror Mads O. Pedersen, at man i nær fremtid vil opleve stadig større vaskepladser til den tungere trafik, mens der på privatbilsmarkedet er en anden udvikling i gang.
- Vi ser så småt et nyt koncept dukke op i Danmark. Nemlig mindre virksomheder som eksempelvis Washworld, der alene lever af vaske. Det er selvfølgelig en udvikling, vi gerne vil hoppe på og undersøge, siger Wennstrom-AutoTank-direktøren.
Miljøbelastning i fokus
Dertil henviser han også til, at det i Sverige faktisk er ulovligt at vaske bilen derhjemme eller i indkørslen, og bødestraffen kan være op til 10.000 kroner. Sådanne tilstande ønsker Mads O. Pedersen ikke nødvendigvis i Danmark, men han forudser, at bilvask-området politisk måske i fremtiden ændrer sig i forhold til miljøbelastninger.
- Der kan selvfølgelig ligge nogle fordele for os i, hvis man lovgivningsmæssigt lægger op til, at man i stigende grad bør benytte professionelle vaskeanlæg, der er optimeret i forhold til brugen af vand og kemikalier. Men det ligger indtil videre nok lidt ude i fremtiden, udtaler Mads O. Pedersen.
AutoTank A/S bliver således Wennstrom Flow Controls andet 100 procent ejede datterselskab i Danmark, da den svenskstiftede virksomhed også har overtaget pumpeproducenten Waynes salgs- og servicevirksomheder i Danmark, Sverige Norge og Finland.