23948sdkhjf

Bilforhandler svindlede med biler fra USA

150 timers samfundstjeneste skal direktør Henrik Bollerslev fra Lindholm biler i Viborg udføre efter svindel med registreringsafgift.
FUSK direktør Henrik Bollerslev fra Lindholm biler i Viborg blev tirsdag blevet fundet skyldig i svindel i forbindelse med parallelimport af syv biler fra USA.

Vestre Landsret har idømt den 39-årige mand fængsel i 10 måneder, som dog ikke skal afsones, hvis han i stedet udfører 150 timers samfundstjeneste.

Svindlen med registreringsafgift løb op i næsten 1,2 millioner kroner i forbindelse med importen af bilerne fra delstaten New Jersey.

Sælgeren i USA udfærdigede to sæt fakturaer for hver bil med forskellige beløb. Overfor myndighederne brugte danskeren den faktura, som angav det laveste beløb.

Ved sagens begyndelse erkendte manden sig skyldig med hensyn til cirka 620.000 kroner.

I det store og hele er landsrettens dom en stadfæstelse af en tidligere afgørelse fra Retten i Viborg.

Dog mente byretten, at bilforhandleren skulle afsone to måneder af straffen på 10 måneder.

På dette punkt slipper han lidt billigere i landsretten, som veksler samtlige 10 måneder med de 150 timers samfundstjeneste.

Økonomisk får sagen den konsekvens, at manden skal betale cirka 1,2 millioner kroner til Skat.

Til Viborg Stifts Folkeblad udtaler Henrik Bollerslev:

- Jeg er i det store og hele tilfreds med, at dommen mundede ud i en betinget straf. Resten må jeg tage til efterretning, selv om jeg er uenig i de beløb, det drejer sig om. Men jeg er allermest tilfreds med, at en ni år gammel sag nu endelig er slut. Den har haft store personlige omkostninger for mig og ikke mindst familien.


Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.197