Kolding-virksomhed fylder kemi på flaske
Både det danske vejr og bilfabrikkerne stiller krav til de kemiprodukter, der er vigtige for at holde bilerne kørende året rundt.

Det er netop nu højsæson for tapning af sprinklervæske hos Dankemi, som har taget ekstra mandskab ind.
Men det er ikke producentens navn, der er fremhævet på emballagen. 98 procent af al sprinklervæske og andre kemiske produkter til bilplejen, som fremstilles på Dankemi, er private labels. Kigger man efter på etiketten, vil man dog kunne se navnet Dankemi A/S.
Pris og kvalitet
- Alle produkter blandes på computerstyrede anlæg, og der tages løbende stikprøvekontrol, som sikrer, at blandingerne holder i henhold til recepterne. De færdige blandinger oplagres i samletanke, der hver rummer 60.000 liter. Alt foregår i lukkede systemer, fortæller Kent Ravn Staub, som har ansvaret for den daglige produktion.
Sprinklervæske sælges ofte på tilbud, og der kan være stor forskel på prisen for fem liter i et byggemarked, et supermarked og på en motorvejs-tankstation.
- Der kan også være forskel på indholdets kvalitet, og vi har nu besluttet, at vi selv vil lancere en ekstra god sprinklervæske, hvor vi benytter ingredienser af højere kvalitet, så den skiller sig ud fra lavpris-sprinklervæsken. Bilisterne vil både mærke og se en forskel i forhold til andre sprinklervæsker, lover Kent Ravn Staub.
Godkendte produkter
I stedet for at skrabe is og dug af bilruderne, foretrækker mange bilister at benytte isspray.
- Også her er der store kvalitetsforskelle og dermed også prisforskelle. Alle vore produkter er Decra-testede. Det er bilisternes garanti for, at indholdet ikke skader for eksempel lak, lygteglas, gummilister og viskerblade, forklarer Kent Raun Staub.
- Kølervæske er heller ikke bare kølervæske. Der findes fem grupper kølervæske, og her er det additiverne, der gør forskellen. Hver enkel bilfabrikant foreskriver, hvilken af de long-life kølervæsker, bilen har det bedst med, og denne vigtige oplysning kan man læse i bilens instruktionsbog, siger Kent Ravn Staub. Kun to virksomheder i hele verden fremstiller kølervæske. Af dem køber Dankemi sine kølervæsker og tapper dem om på små emballager. Det bliver til 750.000 ton årligt. Farven på kølervæsken indikerer, hvor længe man kan køre på den, hvilket Dankemi har forsøgt at oplyse sine kunder om.
Et produkt, hvor Kent Ravn Staub forventer, at forbruget vil stige voldsomt, er adBlue, fordi alle nye biler i EU nu skal leve op til Euro6-normen og har indbygget en adBlue-beholder. Dankemi har samarbejde med Yara om adBlue.