Applus overtager Quick Bilsyn
Bilsynskæden Quick Bilsyn afhænder den 1. november sine fem synshaller.
- Vi er glade for aftalen, fordi det åbner op for nye omsætningsmuligheder i København. Der er mange bilister i hovedstaden, og her vil vi gerne vil have flere synshaller. Derfor er vi glade for denne åbning. Samtidig glæder vi os til at få nye, dygtige medarbejdere, som vi nu skal til at arbejde sammen med i hverdagen, siger adm. direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen.
Hos Quick Bilsyn sætter man ligeledes pris på aftalen:
- Vi har fundet en fantastisk løsning ved at lade lederen i markedet overtage vores haller. På den måde får vi nu mulighed for at kaste os over de ting, vi brænder for, siger nu forhenværende Quick Bilsynsejer, Jens Peter Larsen.
Import af brugte biler
De tre bilfolk, Jens Peter Larsen, Lasse Mathiasen og Jonas Machholm, som sammen startede Quick Bilsyn i 2010, helliger sig nemlig fremover opgaver i deres andre firmaer. Det drejer sig bl.a. om onlinevirksomhederne Cartellet, der sælger rustbeskyttelse, og QuickImport. Sidstnævnte hjælper danskere med at importere brugte biler fra udlandet, et felt forbrugerne ofte har svært ved at overskue og derfor holder sig fra.
- Brugtbilskøbere med blikket rettet mod udlandet ønsker især at kende registreringsafgiften, før de køber. Det giver en markant større tryghed i købet, fordi man får styr på de økonomiske rammer for købet. Ofte tager det tre uger for Skat at levere de oplysninger, men vi yder servicen fra alt mellem en time i synshallen og en dag, hvis man henvender sig online. Herudover kan vi importere bilen med det samme, siger Jens Peter Larsen. bauer