23948sdkhjf

Peugeot tilbage til GTI-rødderne

Takket været 270 turboheste og aggressive køreegenskaber er den nye 308 GTi klar til at bide skærmkasserne af Volkswagen Golf GTI.
BILTEST Jeg husker stadig mit først møde med en Peugeot 205 GTI. Det var den lille 1,6-liters. Den mindre motor betød mindre vægt over de styrende forhjul, og motorlyden var mindst lige så fortryllende ved høje omdrejningstal som i storebror med 1,9-liters motoren. Den åd sving på samlebånd. Ærlig. Ægte. Forrygende. Historien var den samme i 306 GTi. Og 405 Mi16. Men derefter gik det galt. Men det er dét, Peugeot nu vil gøre op med. 308 GTI 2016 skal være den, der genopliver den ægte GTI-oplevelse.

Som Peugeot 208 GTi og coupémodellen RCZ-R er den nye 308 GTi udviklet af motorsportsafdelingen Peugeot Sport, og den slags har historisk bevist at være et godt udgangspunkt. 308 GTi skal også have kvaliteterne i orden, for Ford Focus ST er en dynamisk lækkerbisken, og selv om VW Golf GTI ”kun” tilbyder 220 hestekræfter, er den klassens benchmark, takket været en unik kombination af sport og komfort.

Den nye 308 GTi kommer i to versioner, en med 250 og en med 270 hk fra en firecylindret 1,6-liters benzinmotor med turbo, der er tæt beslægtet med den fra RCZ-R. Dog en generation nyere og med smedede stempler, højere turbotryk og et andet indsprøjtningssystem. Nå ja, også med start/stop-teknologi.

Arrig og medrivende

Det første, der slår mig, da jeg trykker på startknappen og vækker motoren til live, er omdrejningsvilligheden. Et par dap på speederen og nålen springer hurtigt op ad skalaen.

Med 270 hestekræfter tager det 6,0 sekund at nå 100 kilometer i timen. Acceleration er arrig og medrivende, og vi når hurtigt en høj marchhastighed, hvor den franske GTI falder til ro ved et lavt omdrejningstal i sjette gear. I kabinen hører vi meget lidt til motoren. Til gengæld slipper der en del rullestøj ind til os fra de veldimensioneret 19-tommerdæk, men ikke mere end at man kan leve med det.

Aggressiv cambervinkel

Peugeot Sport har monteret kortere fjedre i den bageste undervogn. Det siger sig selv, at de er stive, men ved at øge bevægeligheden i midten har det været muligt at bibeholde komforten i fuld galop. Efter motorvej følger bjergveje. Den type asfalt en GTI er som skabt til. Næsten med det samme konstaterer jeg, at den nye Peugeot 308 GTi er hamrende effektiv, takket være de 270 turboheste og en fornemt velafstemt undervogn, der er sænket 11 millimeter. Men flere andre finesser sikrer de gode køreegenskaber: Blandt andet har forhjulene en mere aggressiv cambervinkel, der sørger for bedre vejkontakt og hurtigere respons, når rattet drejes. Dertil vejer de 19 tommer store alufælge, der er standard på den kraftige udgave, hele 2,3 kilogram mindre end et sæt almindelige 18-tommers, og det er også med til at forbedre og fremhæve forhjulenes reaktion og respons.

Rattet for løst

Med den nye 308 GTi har Peugeot genfundet mærkets stolte GTI-traditioner. Bilen er herlig old-school, og har den særlige fornemmelse af mand og maskine, der kendetegner en ægte GTi. Er der slet ingen minusser? Jo, et enkelt; rattet, der er det samme som i den almindelig 308. Selv om det er lille og tykt, og Peugeot Sport har fået noget mere føling i det, er det samtidig for let og løst til min smag. Selv helt små korrektioner virker nærmest hysterisk, og det kræver tilvænning på små snoede landeveje.

Og så er der prisen. Peugeot Danmark kender den ikke endnu, så vi kan kun gætte. En 5-dørs VW Golf GTI koster 481.797 kroner, men vi forventer ikke, at Peugeot kommer under en halv million for den nye Peugeot 308 GTI. Og det er mange penge for en franskmand. Uanfægtet at det er den bedste franske GTI i nyere tid.

Peugeot 308 GTI 270 hk helt kort
Stærk turbomotor og en sportslig undervogn sikrer en hurtig og køreglad GTI – altså en hothatch af de bedre.
Type: 5-dørs hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: R4, turbobenzin, 1.598 ccm, 270 hk ved 6.000 o/min., 330 Nm ved 1.900 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 16,7 km/l
CO2-udslip: 139 g/km
Præstationer:
0-100 km/t: 6,0 sek.
Topfart: 250 km/t
Prisgæt: ca. 530.000 kr. (prisstigning)

PLUS:
Motor, dynamik, bremser, vejgreb, køreglæde
MINUS:
Prisen, let styretøj








Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22