Minister vi forbyde chiptuning
Transportminister vil forbyde værksteder at udføre chiptuning og kræver fælles indsats i EU.
Det momentum vil transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) bruge til at finde en fælles europæisk strategi til at bekæmpe softwaren.
- Chiptuning er et miljøproblem og muligt sikkerhedsproblem. Vi rejser sagen i EU og vil i fællesskab presse på for fælles regler. Timingen er optimal lige nu, hvor hele verden snakker om VW, siger transportministeren under et samråd fredag.
Den ulovlige manøvre går ud på at lukke den ventil i dieselbilers motorer, der skal sikre, at bilens NOx-forurening reduceres. Ventilen lukkes ikke under motorhjelmen, men ved hjælp af en computer.
Foruden at tage sagen op i EU-regi vil transportministeren gøre det ulovligt for firmaer at reklamere med lukning af ventilen, så udledningen af de farlige NOx-gasser ikke længere reduceres.
- Det er min holdning, at man skal forbyde værksteder at udføre chiptuning. Det er vanskeligt for synsværkstederne at kontrollere snyderiet, men det skal ikke afholde os fra at gøre det ulovligt, siger Hans Christian Schmidt.
Det er Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der har indkaldt til samrådet.
Ud over spørgsmål om udledning af NOx-gasser har Hyllested inviteret skatteminister Karsten Lauritzen (V) til samrådet omkring VW-skandalen.
Henning Hyllested vil høre skatteministeren, i hvilket omfang Volkswagen-skandalen fra tidligere i år har påvirket statskassen.
- Konsekvenserne er ikke fastlagt. Skat har kun penge at inddrive, hvis der sker en justering af bilernes typegodkendelse. Det er endnu uvist, hvorvidt en justering kommer til at finde sted, siger skatteministeren.
Kilde: Ritzau/