23948sdkhjf

Radikal glæde over forfejlet afgiftssmæk på elbiler

De Radikales Martin Lidegaard er ikke ked af, at dyre elbiler slipper for en betydelig afgift til nytår.
BILAFGIFTER 2016 skulle egentlig have været året, hvor de dyreste elbiler efter en årrække med afgiftsfritagelse blev pålagt skrappere afgifter.

Men på grund af en indsigelse fra EU-Kommissionen må aftalen om elbiler, der ville have lagt fuld afgift på den del af elbilernes værdi, der overstiger 800.000 kroner, nu justeres.

Alle elbiler skal omfattes af de samme regler, og det betyder, at afgiften på en Tesla nu indfases langsomt over flere år, nøjagtigt som det er tilfældet med de billigere elbiler.

Det passer De Radikales skatteordføre, Martin Lidegaard, fortrinligt.

- Jeg undrer mig over, at Skatteministeriet ikke har kunnet forudse det her i første omgang.

- Men når det er sagt, så har vi hele tiden ønsket fuld afgiftsfritagelse, og derfor har vi selvfølgelig ikke noget imod, at loftet bliver fjernet.

- Derfor er det en katastrofe, der er til at overse, og i modsætning til Dansk Folkeparti står vi fortsat bag forliget - også for ikke at stille elbilerne i en usikker situation, siger han.

Dansk Folkeparti er trådt ud af aftalen, fordi partiet mener, at man bør prøve EU-Kommissionens påstand af juridisk i stedet for at føje sig på forhånd.

Skatteordfører Dennis Flydtkjær er bange for, at det ellers vil få konsekvenser for det øvrige afgiftssystem.

Den frygt er dog ubegrundet, hvis man spørger Martin Lidegaard.

- Når vi overhovedet kan afgiftsfritage elbiler, er det fordi, de har en miljøeffekt.

- Men kommissionen siger, at effekten ikke er afhængig af, om de er dyre eller billige. Derfor er afgiftsloftet underkendt, men derfor kommer det heller ikke til at påvirke de øvrige afgifter, siger han.

Lovforslaget om afgifter på elbiler skal andenbehandles fredag. Selv om Dansk Folkeparti ikke længere vil stemme for, er der fortsat et smalt flertal for det.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.162