Danmarks største bilforhandler vil afnoteres
Hovedaktionær Peter Hansen vil gerne købe Andersen & Martini af fondsbørsen. Han polstrer sig i øjeblikket til at kunne give et købstilbud.
Selskabet har været børsnoteret siden midten af 1980'erne, og der er kun beskeden handel i aktien, som samlet har under 200 aktionærer.
- Idéen med at være børsnoteret er gået lidt fløjten, kan man sige, fortæller Peter Hansen, der i dag kontrollerer knap 80 procent af aktiekapitalen i selskabet og gerne vil eje det hele.
- Ja, hvis jeg kan, siger han til Børsen.
For at det bliver muligt, skal han overbevise omtrent 100 aktionærer om at sælge, for at han kan nå over de magiske 90 procents ejerskab, der giver mulighed for at tvangsindløse de resterende aktionærer.
Peter Hansen kan også blot vælge at afgive et købstilbud via fondsbørsen.
- Det kan da godt være, at der kommer et tidspunkt, når jeg tænker, at nu lægger jeg et købstilbud, siger Peter Hansen.
Opel-optur
Han erkender, at resultaterne har været svingende, men det er et udtryk for, at forhandlerne er i producenternes vold, og selskabet har været udsat for både Saabs konkurs og Cadillacs exit fra Danmark.
- 2015 er et eksempel på den optur, der har været for Opel, siger Peter Hansen.
Sideløbende med planerne om at købe selskabet af børsen er han på opkøbsjagt efter forhandlere, der kan styrke de eksisterende bilmærker i forretningen.
- Der er for mig ingen tvivl om, at vi gerne vil vokse via opkøb, siger Peter Hansen, der i sin tid i spidsen for selskabet har foretaget tre opkøb.
Overtog familie-aktier
Peter Hansen er ikke en del af stifterfamilien, men købte en portion aktier i selskabet i forbindelse med sin ansættelse i 2001.
- Det var Per Martini glad for, og et par år efter spurgte han, om jeg kunne tænke mig at købe hans aktier, og der sagde jeg måske, siger Peter Hansen.
Det endte med, at han overtog familiens aktier i 2008 via et købstilbud.