23948sdkhjf

Bilforhandler satser på online-auktioner

Stor Ford-forhandler sælger de fleste en gros-biler online til professionelle købere.
SALG Hos Ford- og Mazda-forhandler N. Kjær A/S i Svendborg har man for længst kastet sig ind i den digitale verden, som de danske bilforhandlere diskuterer så heftigt for tiden. Siden 2007 har det familieejede firma købt og solgt biler på online-bilauktionen Autocom.dk. Og det er især salg af en gros-køretøjer, de har gode erfaringer med.

Det fortæller direktør Robert Hansen, der i øvrigt var en af de første til at teste Autocoms auktionssystem tilbage i 2000, da han var ansat i et andet bilfirma.

Om Autocom

Autocom ejes af det fynsk-baserede selskab Autorola Group Holding A/S. Det driver ud over Autocom A/S også Bilpriser A/S og Bilsalg A/S i Danmark og 16 datterselskaber i udlandet. Modselskabet opnåede i regnskabsåret 2014 et resultat før skat på 10,2 mio. kr. ud af en omsætning på 228 mio. kr.

Autorola sætter i omegnen af 200.000 biler på auktion hvert år og beskæftiger omkring 280 ansatte.


Det er ikke køb, N. Kjær A/S gør mest i på auktionen:

- Vi sælger mest på Autocom. Det er typisk varevogne fra håndværkere, måske en 2006’er med næsten 200.000 km på klokken. De passer ikke ind i vort sortiment. De går typisk til eksportører, som opkøber biler på Autocom, fortæller han.

- Det er professionelle mennesker, man har i den anden ende, og det går let og hurtigt at sælge. Du får mange bud, du har mange, der kikker, og du får mange nye relationer, du ellers aldrig ville have fået, tilføjer Robert Hansen.

Køber nyere brugte biler

Han køber også gerne biler, isæt hvis det er nyere brugte under tre år med maks. 60.000 km på tælleren, naturligvis gerne Ford og Mazda, der passer til værkstedet.

- Der er et pænt udvalg, og man får den rigtige markedspris, fordi der er så mange, der byder, siger han.

De fleste nyere brugte biler køber han dog af lokale kunder:

- Vi er meget lokalt forankret. Vi giver gerne en lokal kunde en god pris for den brugte, så vi kan sælge dem en ny og holde gang i værkstedet, fortæller han.

- At sælge en brugt bil til en køber i Helsingør med en stor rabat gør vi derimod helst ikke. Vi ser jo aldrig den kunde igen. Vi prøver at holde de brugte biler i området og knytte kunden til vort værksted, påpeger Robert Hansen.

Han har afslutningsvis et tip til andre forhandlere, der vil forsøge sig med opkøb på en online auktion som Autocom.dk:

- Det er lidt som at købe aktier. Man må ikke glemme fornuften. Sæt en max-pris fra starten og hold dig til den, slutter han.

Mange biler sælges online

Thomas Friis Pedersen, direktør for Autocom, er glad for roserne fra Robert Hansen og for at kunne formidle tusindvis af gode brugtbiler til de mange forhandlere, der bruger platformen samt søsterplatformen Bilsalg.dk, der især sælger tidligere leasingbiler.

- At gå online for at byde på en bil er efterhånden den naturligste ting i verden for danske bilforhandlere. Jeg tror ikke, der findes mange lande i verden, hvor der procentvis handles så mange biler på en online auktion som i Danmark. Men tallet kan sagtens øges. Der sælges rundt regnet en halv million brugtbiler om året herhjemme, og vi kan uden problemer håndtere mage flere end dem, vi gør nu, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123