23948sdkhjf

Bilproducenterne er med på at dele visse data

Næppe var en hensigtserklæring om adgang til data udsendt af bilfabrikkerne, før den blev imødegået af en bred alliance af repræsentanter fra branchen.
BILDATA Motor-magasinet omtalte i sidste uge (side 12) et udspil fra bilfabrikkerne om adgang til data fra netværksforbundne biler. Udspillet kom som en hensigtserklæring i forbindelse med konferencen "Smart Cars: Driven by Data", og den var udsendt af ACEA og CLEPA i fællesskab.

ACEA er bilfabrikkernes brancheorganisation og CLEPA repræsenterer blandt andre alle de store leverandører til bilfabrikkerne. Udspillet blev godt modtaget af Dansk Bilbrancheråd, som glædede sig over udviklingen på de uafhængige værksteders vegne.

Egnet til underminering

Det ser imidlertid ikke ud til, at begejstringen deles af andre værkstedsorganisationer eller af branchen i øvrigt, oplyser direktør Frank R. Hansen fra brancheforeningen Autig.

I hælene på hensigtserklæringen om data serveret på neutrale servere, som de uafhængige aktører på eftermarkedet kunne få adgang til på bilfabrikkernes vilkår, kom en pressemeddelelse fra en bred international koalition bestående af uafhængige autoværksteder, bilforhandlere, forbrugere, leasingselskaber, forsikringsselskaber, reservedelsgrossister, dataleverandører og leverandører af værksteds- og testudstyr.

Koalitionen stempler udspillet fra bilfabrikkerne som egnet til at underminere forbrugernes frie valg såvel som konkurrencen på markedet og den innovation, som er i gang for at forberede markedet til de internetforbundne biler, oplyser Frank R. Hansen.

Koalitionen opfordrer samtidig de europæiske myndigheder til at sikre en robust lovgivning på området, som kan opfylde den tidligere eCall-lovgivnings intentioner om åbne, standardiserede og sikre platforme for bilernes telematiksystemer.

Ikke lige konkurrence

I en kommentar fra Autig siger direktør Frank R. Hansen, at bilfabrikkerne kun har til hensigt at udlevere visse oplysninger fra bilerne, at disse oplysninger først skal igennem bilfabrikkernes egne servere, og at der ikke bliver nogen mulighed for direkte tovejs kommunikation med bilen for andre end bilfabrikkerne selv.

- Der er ingen, som har haft lejlighed til at sætte sig ind i bilfabrikkernes forslag, der med god samvittighed kan hævde, at de tilbyder lige konkurrencevilkår for hele markedet. Det ligger dem fjernt, siger Frank R. Hansen.

Forslag om adgang til data

I følge Autig er der ikke konsensus i CLEPA om prioriteringen af spørgsmålet om adgang til data, og mange producenter af bildele er yderst betænkelige ved CLEPA’s parløb med bilfabrikkerne.

Det er usikkert, hvornår Kommissionen vil præsentere sine forslag om adgang til data i bilerne, men biler typegodkendt fra april 2018 skal være udstyret med eCall systemet og dermed have en internetforbindelse. Fra dette tidspunkt regner man med, at det vil gå stærkt med at udnytte de kommunikationsmuligheder, der så vil være til stede i bilerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078