Svensk fagavis tilbage i familien
Den svenske fagmedievirksomhed, Mentor Communication AB, bliver som følge af et opkøb en del af Nordiske Medier koncernen, som Motor-magasinet hører til. Dermed kommer det svenske Motor-magasinet tilbage i familien.
Mikael Heinig stiftede Mentor for 32 år siden sammen med Egmont, og Mentor har været en af de førende medievirksomheder i Norden inden for fagmedier. Mentor Communication fortsætter under samme navn. Det samme gør de 23 fagmedier, som Mentor driver.
- Mentor har i en længere periode været til salg, og jeg er meget tryg ved at overlade det fremtidige ejerskab til Nordiske Medier og virksomhedens moderselskab Nordjyske Medier, siger Mikael Heinig, der tilføjer:
- Nu tegner der sig en spændende fremtid for Mentor med tilførslen af Nordiske Mediers online kompetencer samtidig med, at kapitalgrundlaget under Mentor styrkes.
Nordiske Medier
Nordiske Medier udgør B2B-området i Nordjyske Medier koncernen. Nordjyske Medier fejrer 250 års jubilæum i januar 2017. Nordiske Medier har siden 2008 været til stede med online fagmedier i Sverige - senest forstærket med overtagelsen af Entreprenad Supply og Skog Supply.
Efter sammenlægningen med Mentor beskæftiger Nordiske Medier cirka 100 medarbejdere i Sverige, cirka 100 medarbejdere i Danmark og indtil videre fem medarbejdere i Norge. Nordiske Medier omsætter årligt for over 200 millioner kroner.
Samlet driver og ejer Nordiske Medier koncernen nu 50 online medier og 30 printmedier, der sendes ud til henholdsvis 450.000 nyhedsbrevsmodtagere og et tilsvarende antal læsere af printmedierne.

Stærke på events
Bestyrelsen i Mentor Communication vil fremover bestå af Mikael Heinig samt koncern forretningsdirektør i Nordjyske Medier, Claus H. Andersen, og adm. direktør i Nordiske Medier, Morten Petersen.
- Vi ser med glæde frem til, at Mentor bliver en del af koncernen. Mentor er meget stærke på print og eventområdet, hvor de driver de førende medier inden for en række fagområder. Det kan vi i fællesskab bygge videre på samtidig med, at vi kan styrke Mentors online tilstedeværelse, siger Morten Petersen.
Milepæl
Opkøbet er et vigtigt skridt i Nordjyske Medier koncernens overordnede strategi.
- Mentor er en central del af Nordjyske Mediers strategi på B2B-området, hvor vi har en ambition om at blive en betydende aktør på det nordiske B2B-marked med etablering eller opkøb af vertikale medier. Vi ser købet af Mentor som en milepæl for Nordiske Medier, som hermed får en god position på det svenske mediemarked, siger Claus H. Andersen, Nordjyske Medier.
Syv år hos Mentor
Motor-magasinet i Danmark hørte i en årrække til Dansk Auto Media A/S i Fredensborg, som i 2001 solgte blandt andre Motor-magasinet og Transportmagasinet til Aller Business as. Det gjaldt også datterselskabet Motor-magasinet i Sverige, som kom ind under Aller. I 2010 solgte Aller Business imidlertid Motor-magasinet, Transportmagasinet, Licitationen, Mester Tidende og NyhedsInformation til Danske Fagmedier. Samtidig blev Motor-magasinet i Sverige solgt til Mentor, men efter syv år returnerer den svenske fagavis altså til det danske Motor-magasinets familie.