23948sdkhjf

Store bump på vejen til førerløse biler i Danmark

Teknologien er klar om seks år, men først i 2037 vil førerløse biler og busser være et almindeligt syn på danske veje, viser en analyse.

UDVIKLING Vi er langt fra at have det økosystem på plads, der skal understøtte de førerløse biler, og det kan forsinke introduktionen. Det er vigtigt, at diskussionen om førerløse køretøjer ikke kun handler om teknologi, mener en ekspert fra det internationale analysebureau i autobranchen, PA Consulting Group.

Ikke desto mindre er førerløse biler og busser godt på vej til at rulle ind på de danske gader og stræder. Teknologierne er så modne, at vi om seks år vil se de første køretøjer uden et menneske bag rattet herhjemme, og i 2037 vil de være så kommercielt udbredte, at de vil være et almindeligt syn på gader og stræder. Sådan lyder spådommen i PA Consulting Groups nordiske rapport, hvor 75 aktører inden for førerløse køretøjer gør status over, hvor tæt vi er på at have førerløse køretøjer i Norden.

Teknologi gør det ikke alene

Omkring de førerløse biler er et helt økosystem, der skal sikre den nødvendige lovgivning, sikkerhed, forsikring og infrastruktur. Og det er langt fra at være færdigudviklet. I undersøgelsen peger tre ud af fire på, at de forretningsmodeller, der skal understøtte bilerne, enten slet ikke er udviklet eller er udviklet meget lidt. Det betyder for eksempel, at det ikke i dag er klart, hvordan de førerløse biler skal vedligeholdes, og hvem der skal opgradere systemerne.

Op og ned på forsikringer

De førerløse køretøjer vender også op og ned på den måde, bilforsikringer er skruet sammen på. For selv om førerløse biler spås at blive langt mere sikre i trafikken, mangler vi stadig at få hold på, hvem der har ansvaret, hvis en førerløs bil kører galt. Er det producenten af bilen, føreren eller operatøren?

Den udfordring er forsikringsbranchen, ifølge 86 procent af respondenterne, endnu ikke klar til at løfte, selv om man flere steder i branchen arbejder sammen med bilindustrien om at teste systemer, der skal afværge ulykker. Branchen må også berede sig på et skift fra en traditionel B2B-model til B2B, hvor hele bilflåder forsikres.

Køretøjer modtager data

Ifølge undersøgelsen mangler vi også en samlet strategi for infrastruktur, både nationalt og internationalt. Den skal sørge for, at de førerløse biler bliver integreret i vejnetværket, så bilerne eksempelvis kan modtage vigtige sikkerhedsdata, når de er ude at køre, og kan "læse" vejene, når de kører på dem. 92 procent mener, at vi er langt fra det mål og vurderer, at der vil gå 11 år, inden vi ser en sammenhængende vision på området.

Hele fødekæden gentænkes

Skal vi sikre udviklingen af førerløse biler og busser i Danmark, skal vi tænke hele fødekæden igennem, lyder det fra Frank Madsen, seniorpartner i PA Consulting Group.

- Det er vigtigt, at diskussionen om førerløse køretøjer ikke kun kommer til at handle om teknologi. Vi skal tale meget mere om, hvordan hele økosystemet omkring bilerne skal fungere, så vi undgår kortsigtede løsninger i teknologier, der er forældede den dag, bilerne er klar. Vi har brug for at vide, hvordan vi får datasystemerne til at spille sammen, så vi får sikkerhed på vejene, og vi skal afklare, hvem der har ansvaret, hvis bilen kører galt.

Transport bliver en service

Samtidig skal vi blive bedre til at forstå, hvordan førerløse biler vil revolutionere den måde, vi tænker transport på i dag.

- Vi ser ind i en nær fremtid, hvor vi ikke længere ejer biler, men opfatter transport fra A til B som en service, vi køber hos en udbyder. De virksomheder, der forstår at finde deres plads i den fødekæde og for eksempel udbyder abonnementsordninger, vil blive fremtidens vindere inden for mobile services.

- Vi har i Norden og i Danmark en oplagt chance for at blive foregangsland inden for førerløse køretøjer, som vi skal gribe. Derfor er det positivt, at transportministeren nu har nedsat en ekspertgruppe til at tænke alle aspekter af den trafikale udvikling sammen, herunder de førerløse biler og busser. Det er et arbejde, der ikke kan vente, hvis vi skal se det store potentiale for førerløse biler blive en realitet på danske veje, slutter Frank Madsen. 

De blev adspurgt til rapporten

PA Consulting Group har talt med 75 respondenter i Norden, der arbejder med projekter inden for udvikling af førerløse biler. Respondenterne repræsenterer bilproducenter, forsikringssektoren, lovgivende myndigheder, advokatbranchen, vejmyndigheder, teknologiudbydere m.fl.

 

Om PA Consulting Group

Analysebureauet er et uafhængigt firma med over 2600 medarbejdere, der arbejder globalt fra kontorer i USA, Latinamerika, Europa, Skandinavien, Den Persiske Golf samt Asien og Stillehavsområdet.

PA Consulting Group er eksperter inden for produktion, forsvar og sikkerhed, energi, forsyning, finansielle services, den offentlige sektor, sundhed, life sciences, transport og logistik. Firmaet dybe branchekendskab, kombineret med kompetencer inden for ledelsesrådgivning, teknologi og innovation, gør det muligt at udfordre konventionel tankegang.

Se også www.paconsulting.com

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094