23948sdkhjf

Et spændende år i bilbranchen

DE DANSKE BILIMPORTØRER: Rekord høj efterspørgsel og endnu en kærkommen afgiftsreduktion i 2017 med større fokus på miljøaspektet - men vi mangler fortsat en grundlæggende reform.

DE DANSKE BILIMPORTØRER 2017 var præget af mange dagsordener - fokus på bilsalg, registreringsafgift, bæredygtig omstilling af bilparken, sikkerhed i bilerne, førerløse biler, "connected cars" og ikke mindst udfordring af begrebet mobilitet og det traditionelle ejerskab af bilen.

2017 bød samtidig på endnu et rekordhøjt bilsalg, et resultat af den generelt gode økonomi kombineret med nye lavere bilafgifter. Dette giver nu grundlag for, at forbrugerne kan anskaffe biler som i højere grad matcher deres behov og ikke blot anskaffe den bil, som der var råd til. Danskerne kører dog fortsat i de mindste biler i Europa.



Incitamenterne til at anskaffe en miljøvenlig bil blev bedre i ’17 - med en politisk aftale som giver elbilerne lidt mere stabile markedsvilkår, og en ny registreringsafgift med et forstærket grønt incitament, bringer os endnu nogle små skridt nærmere en mere grøn bilpark. Men på sikkerhedsområdet kom vi ikke så langt, som vi håbede; der er fortsat urimeligt høje afgifter på moderne sikkerhedsudstyr, uagtet at vi fik nye og lidt lavere afgiftssatser.



Danmarks ambition om mere miljøvenlig trafik, og i mere sikre biler, er en ambition som vi deler hos De Danske Bilimportører. Ja faktisk er det vores fabrikker, som skaber den.

Derfor er vi glade for, at regeringen i 2017 valgte at sænke registreringsafgiften og skærpe det grønne element. Vi er blot ikke i mål. Faktisk er vi langt fra det, der burde være et oplagt politisk ønske at få en mere sikker og en mere grøn bilpark. For det er jo ret simpelt: Man skal beskatte det, man vil have mindre af, ikke det man vil have mere af. Derfor giver det stadig ikke meget mening, at vi ikke giver en større skattemæssig bonus for at vælge de sikre og miljørigtige biler.



Derfor fortsætter vi vores kamp for en omlægning til teknisk baserede afgifter.

De teknisk baserede afgifter vil nemlig også være den bedste måde at gøre op med den ekstremt tunge administration, vi har i dag. Samtidig vil en sådan afgiftsreform også være den eneste måde at sikre, at alle biler og alle brugere, i erhvervslivet eller i det private, betaler præcis det samme i afgift på den samme bil. Efterårets lovforslag gjorde et forsøg på at nå i den retning - det blev et lille men desværre besværligt skridt i den rigtige retning. Det har resulteret i stor usikkerhed og kommer til at kræve unødvendig ekstra administration for branchen og for myndighederne. En masse bøvl for alligevel ikke rigtigt at komme i mål.



Derfor håber vi, at regeringen vil tage seriøse og alvorlige skridt hen mod, at det bliver nemmere at skifte bilen ud til en mere miljøvenlig og trafiksikker udgave. Vi stiller os som altid til rådighed med sparring og idéer. Vi glæder os til at tage del i de politiske drøftelser og diskussioner igen næste år. Og vi glæder os til at sælge endnu flere biler til danske familier det kommende år.



Godt nytår!



Gunni Mikkelsen,

Adm. direktør

De Danske Bilimportører

Artiklen er en del af temaet NYTÅRSUDTALELSER 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157