23948sdkhjf

Ketchupeffekten venter stadig

DBFU: Brugtbilforhandlerne mærker nybil-kampagner efter afgiftsændringen og har tiltrukket gode nye medlemmer.

DBFU Så er vi igen på kanten af endnu et udfordrende og skelsættende år for bilbranchen, og ikke mindst for brugtbilsforhandlerne.

Den første del af året var præget af business as usual, En del nye mindre leasingselskaber så dagens lys, nogle med svært overskuelige koncepter og leasingaftaler, der bandt kunderne op på restværdier væsentligt højere end værdien på bilen - det er jo også en måde at fastholde kunderne til sin forretning.



Så kom politikernes snak om ændring og nedsættelse af registreringsafgiften, der blev en langtrukket affære, som gav os tid til eftertanke - for der var jo ikke for mange kunder i forretningerne. Endelig kom der en enighed, og L4 kom til verden. Øjeblikkeligt reagerede markedet, og prisniveauet for de brugte biler faldt. Alle ventede i spænding på ketchupeffekten med et væld af kunder i forretningerne, men vi venter stadig en lille smule.

Ændringen i afgiften har trykket markedspriserne en del, ikke mindst som følge af ganske store nedsættelser af priserne fra importørerne af nye biler, og før jul så vi en pæn mængde af kampagnepriser på nye biler. Især de nyere brugte biler har fået store tilretninger i prisniveauerne, så der er ingen tvivl om, at indtjeningen pr. bil er presset.

I DBFU håbede vi sidste år på ro på afgiftsfronten - det fik vi ikke, men håber og tror på at 2018 bliver et år uden politiske indgreb, så vi alle kan bruge vores positive energi på at betjene kunderne.



I 2017 har vi i DBFU brugt rigtig meget tid på at hjælpe vore medlemmer. Vi sætter, som altid, en ære i at være tilgængelig, når vore medlemmer har behov for et råd, eller andet syn på en sag.

DBFU har deltaget som rådgiver i mange sager i Ankenævn for biler, og har hjulpet mange af vore medlemmer igennem en behandling af en sag, i de fleste tilfælde med DBFU medlemmet som vinder. I mange tilfælde rådgives den tabende forbruger til at indlede en civil retssag - og det giver ekstra travlhed hos sekretariatet i DBFU.

Heldigvis har vi igen i år kunnet sige velkommen i familien til gode nye brugtbilforhandlere, og igen er vores forening på den måde blevet styrket. Vi har ikke brugt midler fra DBFU garantifonden - det er vi stolte af, for så ved vi, at DBFU medlemmerne har orden i penalhusene.



For 2018 håber vi, at vore medlemmer får mulighederne for at sælge og lease en masse brugte biler, til danske virksomheder og forbrugere. Vi vil lægge os i selen for at komme med endnu flere gode tilbud og vilkår for alle medlemmer af DBFU familien.

Fra DBFU skal lyde et rigtigt godt nytår, med de bedste ønsker for 2018.



Jeppe Ruby Laursen,

Formand for Dansk Bil Forhandler Union

Artiklen er en del af temaet NYTÅRSUDTALELSER 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089