Stor ballade? - bestemt ikke hos os!
DEBAT Vi har med stor interesse læst indlægget om den af os bestilte rapport hos Force Technology og undrer os over, at man udtaler sig, før man har læst denne nøje. Vi lægger ikke skjul på, at det kun har været få dele, og vi giver heller ikke udtryk for en generalisering. Tværtom, så er nogle af vores opfattelser skudt i sænk i rapporten.
I årevis har SKAD lyttet til karrosseriværkstedernes klager over ringe karrosseridele, og vi har løbende taget sagen op. Der har også været andre på banen, herunder et DBR medlem, AutoMester i Skelhøje ved Viborg, der har dokumenteret den ringe kvalitet af en tværvange i Motor-magasinet nr. 3 den 24. januar 2014.
Med baggrund i de konstante beskyldninger imod SKAD for ikke at kunne dokumentere det faktiske, så har vi valgt at efterkomme kravet. Vi har bestilt rapporten til en pris på 150.000 kroner uden at vide, i hvilken retning resultatet kommer til at pege i. Det kunne lige så godt have vist, at SKAD er fuldstændigt forkert på den.
Er vi ligeglade?
Nu hvor vi har leveret den ønskede dokumentation, menes der, at vi tilføjer branchen ubodelig skade.
Vel, det svarer til at for eksempel legetøjsbranchen eller elapparat-branchen anklager Forbrugerstyrelsens Tænk for det samme, når der advares mod farlige produkter. Eller gælder det ikke for biler, hvori vi og vores kære kører? Er vi virkelig så ligeglade med deres sikkerhed? Og man efterlyser statistik. Men når Havarikommissionen efter eget udsagn ikke har fokus på dette område, så er der heller ingen data. Men betyder det så, at vi kan sige at ingen problemer findes?
Vil gerne se dokumentation
Der bliver også nævnt, at der er blevet fremlagt dokumentation HVER GANG fra producenternes side. Denne dokumentation vil vi i SKAD meget gerne se, da vi ud over en enkel rapport på pasformen på en VW Golf forskærm, der er gået sin runde hos flere forsikringsselskaber, aldrig har set fyldestgørende dokumentation, på trods af vi offentligt har efterspurgt denne mange gange. Allerede i 2010 har vi eksempelvis inviteret Klokkerholm til vores generalforsamling, for at få fakta på bordet.
Fyldestgørende rapport
Med hensyn til vores oplæg til mærkning af karrosseridele og henvisning til, at det ikke har gang i EU, så undrer det os, fordi man netop i EU har særlig fokus på trafiksikkerhed, og også NCAP spiller en vigtig rolle.
Vores oplæg til standardisering af alternative karrosseridele er egentligt en forlængelse af RCAR, en organisation med 25 forsikringsorganisationer fra 19 lande, der har udgivet en fyldestgørende rapport om netop MQ. Men her taler vi alle dele, også de mekaniske.
RCAR skriver i deres Position Paper fra oktober 2013, at Matching Quality dele skal være certificeret og afprøvet, hvor kvaliteten fastlægges med målbare kriterier.
Disse kriterier skal vise kvalitetsforskelle mellem de originale og alternative produkter.
Når vi i SKAD vælger at følge en så stor og betydningsfuld international organisation, der repræsenterer så mange forsikringsselskaber i hele verden, også i EU, så må vi jo lytte og lære og følge professionelle anvisninger, hvilket vi har gjort til punkt og prikke i vores rapport.
Thomas Krebs, ingeniør og direktør i SKAD