23948sdkhjf

Flot september bilsalg

Stigning på hele 32 procent i nyvognssalget fra september sidste år.

BILTAL I september er der kommet 15.992 nye personbiler ud på de danske veje, hvilket er 3928 flere biler end september 2018, hvor der blev solgt 12.064 biler.

Det resulterer i en stigning på 32,6 procent i forhold til sidste år.

Til og med årets tredje kvartal er der samlet blevet solgt 173.627 nye personbiler, hvilket er 2,2 procent flere end sidste års samlede salg på 169.980 personbiler.

- Vi er meget tilfredse med salget af personbiler i september måned, og vi kan konstatere at salget for år til dato har været yderst acceptabelt. Der har været enkelte episoder i løbet af året, hvor der har været solgt flere biler end forventet, hvilket kan begrænse salget de efterfølgende måneder, udtaler direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

- Vi forventer dog stadig, at den positive tendens fortsætter året ud. Det skyldes, at der er et forstørret fokus på udskiftningen af den nuværende bilpark, til en mere grøn og klimavenlig version, tilføjer han.

Franske personbiler i top 3

I denne måned er den mest populære model en Citroen C1. Den ligger på førstepladsen med 589 biler, blot 6 biler mere end Peugeot 208, som opnår en andenplads med 583 biler. På tredjepladsen finder vi Citroen C3, med 521 solgte biler. 

Volkswagen indtager førstepladsen som det mest populære mærke i september.

De har sammenlagt solgt 2149 biler. Andenpladsen er går til Citroen der har solgt 1455 biler - og på tredjepladsen finder vi Peugeot som ligger lige i hælene med 1389 biler. 

Mange flere elbiler

I september måned er der blevet solgt 724 elbiler, hvilket er 295 procent flere sammenlignet med september sidste år, hvor der blev solgt 183 elbiler.

For år til dato har 3916 elbiler fået nummerplade på.

Der er altså blevet solgt 2986 flere elbiler for år til dato, sammenlignet med samme periode. Det resulterer i en stigning på sammenlagt 321 procent.

Plug-in hybridbilerne (biler som både har en forbrændingsmotor og en elmotor, og som kan oplades i ladestandere- og bokse gennem et integreret ladestik) har også taget en positiv drejning i september.

Denne måned er der kommet 441 plug-in hybrider på de danske veje, hvilket giver en stigning på 231 procent i forhold til september sidste år, hvor der blev solgt 124 opladelige hybridbiler.

Desuden er salget af plug-in hybrider de første ni måneder fuldt ud på niveau med sidste år.

Til og med september er der blevet solgt 2770 plug-in hybrider, hvor der sidste år solgte 2647 plug-in hybrider – det er en stigning på 4,7 procent. 

- Klima- og miljødebatten fylder meget hos forbrugerne, og det afspejles i det fortsat stigende salg af nul- og lavemissionsbiler. Niveauet er væsentligt højere end sidste år, og der er ingen tegn på, at det ændrer sig lige foreløbig. Det må dog ikke blive en sovepude for politikerne. Der skal fortsat laves nogle langsigtede og holdbare rammevilkår, der kan afhjælpe forbrugernes usikkerhed om fremtidige afgiftsstigninger og samtidig sikre at Danmark bliver grønnere, udtaler Gunni Mikkelsen.

Der er i september måned blevet solgt 717 almindelige hybridbiler (biler som både har en forbrændingsmotor og en elmotor, men som ikke kan oplades via et integreret ladestik), hvor der i samme måned sidste år blev solgt 707 – det giver en lille stigning på 1,4 procent.

Almindelige hybridbiler ligger en kende over sidste års salg, da 7475 ikke-opladelige hybridbiler har fået nummerplade på i 2019, sat op imod 6587 sidste år, altså en stigning på 13,5 procent.

Leasing-andel på 44 procent

I september når andelen af leasede biler sammenlagt op på 44 procent for måneden. Dermed er satsen for leasingandelen meget på niveau med september sidste år, og leasing (både privat og erhverv) fortsætter med at være et populært valg for forbrugerne. 

Erhvervsleasing står for 30 procent af det samlede personbilsalg i september 2019, imens privatleasing står for 14 procent. Fordelingen mellem erhvervs- og privatleasing er henholdsvis 68,7 procent og 31,3 procent.

Gunni Mikkelsen uddyber:

- For mange handler leasing om frihed og sikkerhed, hvorfor det også forbliver et populært valg blandt forbrugerne. Vi er dog opmærksomme på, at leasing generelt er en tenden,s der kommer og går, men tendensen har været fint og højt hele året. Set i lyset af det meget flotte personbilsalg, koblet sammen med favorable privatleasingpriser, er der ingen grund til at tro, at efterspørgslen ændrer sig foreløbig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129