23948sdkhjf

Knud Nielsen er gået bort

Tidligere formand for DAF/AutoBranchen Danmark, Knud Nielsen, er gået bort efter længere tids sygdom. Han blev 72 år, og med hans død har autobranchen mistet en markant skikkelse.

DØDSFALD Knud Nielsen var i en lang årrække aktiv i såvel Opel-forhandlerforeningen som Kia-forhandlerforeningen. Han sad i DAF’s bestyrelse siden 1991 og blev formand i 2004. En post, han bestred indtil den nuværende formand, Hans-Jørgen Jørgensen, tog over i 2014.

- Knud har været branchemand i rigtigt mange år. Han var foregangsmand for fusionen, som skabte AutoBranchen Danmark, og gennem Auto IT var han med til at skabe Biltorvet. Om nogen har Knud gjort en stor indsats for vores branche, siger Hans-Jørgen Jørgensen og fortsætter:

- Man vidste, hvor man havde Knud. Han var en stædig rad, og han gav aldrig køb på sine principper. Han var virkelig en god mand for autobranchen, og man fik også en fornemmelse af, at han til tider satte branchen over sin egen forretning. Når han slappede af, var det på hans landbrug med traktor eller mejetærsker. Eller på jagt.

Også hans forgænger på DAF’s formandspost, Allan Meiniche, havde Knud Nielsen et godt forhold til. De tog blandt andet på skiferier sammen.

Samstemmende lyder det i branchen, at Knud Nielsen var et ”ordentligt menneske”. I de mange bestyrelser han har siddet i, var det velkendt, at han aldrig lod bestyrelsen i stikken, og han fulgte alle opgaver til dørs.

På det mere løsslupne plan, var han kendt for sin kærlighed til is. Store is.
Ved sin død var Knud Nielsen fortsat aktiv i Knud Nielsen A/S, som er Kia-forhandler i Hillerød og Frederikssund. Efter et vellykket generationsskifte, drives virksomheden først og fremmest af hans søn Thomas Nielsen. Hans hustru Dorthe, er også fortsat aktiv i forretningen.

Knud Nielsen var oprindeligt uddannet inden for reservedele hos Ford i Helsinge. I 1969 blev han ansat hos Opel-forhandler Arild Jensen i Hillerød. Her steg han i graderne, blev lagerchef, trådte ind i ledergruppen og købte sig i 1976 ind i virksomheden. I 1995 flyttede Knud Nielsen A/S til nye lokaler i Hillerød, og fem år senere blev filialen i Frederikssund etableret.

Bisættelsen finder sted onsdag 4. december i Helsinge Kirke. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131