SBS mærker bedring efter corona-lussing
I første halvår omsatte SBS for 302,6 mio. kr., hvilket var lig en tilbagegang på 17 procent sammenlignet med samme halvår året før.
- Efter en forventet god start på året i januar-februar blev begge virksomheders (SBS Automotive og SBS Friction, red.) afsætning i marts ramt af Covid-19. Distributører, grossister, forhandlere og værksteder lukkede ned, og kørslen med både biler og tohjulede køretøjer faldt efter restriktioner på borgernes bevægelsesfrihed i alle hovedmarkeder. Covid-19 påvirkede også salget i april og maj, men i løbet af maj steg begge virksomheders ordreindtag i takt med, at markederne begyndte at genåbne, skriver SBS i sit halvårsregnskab.
I juni var SBS Frictions omsætning således bedre end i rekordåret 2019, og den positive udvikling er fortsat ind i tredje kvartal.
I SBS Automotive var de fleste markeder i juni tilbage på niveauet fra før corona, og i juli blev efterspørgslen yderligere forbedret, selv om enkelte store markeder stadig ligger under niveauet fra før corona, melder SBS.
Indtjeningen blev naturligt nok også påvirket af coronakrisen. Driftsresultat før af- og nedskrivninger og særlige poster (ebitda recurring) endte på 29,8 mio. kr. mod 42,0 mio. kr. i samme periode 2019.
SBS suspenderede den 31. marts forventningerne til 2020 som følge af coronaen, men er efter første halvår klar med nye forventninger.
Omsætningen ventes at blive på 570-600 mio. kr., og ebitda recurring ventes at blive 40-50 mio. kr.
I 2019 omsatte koncernen for 664,1 mio. kr. og havde et ebitda recurring på 62,8 mio. kr.
Mio. kr. | 1. halvår 2020 | 1. halvår 2019 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 302,6 | 364,4 |
Resultat af primær drift (ebit) | 14,5 | 26,9 |
Resultat før skat | 1,8 | 14,1 |
Periodens resultat | -1,2 | -1,9 |
Balancesum | 530,4 | 568,1 |
Egenkapital | -143,9 | -137,9 |
Regnskabsperioden blev afsluttet den 30. juni 2020 |