Bilsælgere skal bruge mundbind
De nye corona-restriktioner medfører, at bilsælgere skal iføre sig mundbind eller visir. Derimod gælder reglen ikke på værkstedet, vurderer Bilbranchen DI.
CORONA Regeringen har med virkning fra torsdag den 29. oktober indført nye krav om brug af mundbind eller visir, som nu udvides til også at gælde bl.a. lokaler, hvortil offentligheden har adgang. Det gælder også butikslokaler og således også bilhuse.
Personale, der sidder i åbent lokale, men bag f.eks. indskrivningen til værkstedet, skal bære mundbind eller visir, medmindre de befinder sig bag en afskærmning.
Værkstedet kan være undtaget
Hvis en kunde kommer ind på værkstedet - ved en fejl eller efter aftale - medfører det efter Bilbranchens vurdering ikke krav om mundbind eller visir for alle på værkstedet, da der ikke er tale om lokaler, hvortil offentligheden har adgang.
Medarbejdere i en butik kan bortvise kunder eller andre besøgende, der uberettiget undlader at bære mundbind. Personer, der ikke forlader stedet efter at være blevet bortvist, kan straffes med bøde.
Der er desuden krav om synligt opsynspersonale i butikker på over 2.000 m2. Mindre butikker på under 2000 m2 opfordres til at have synligt opsynspersonale.
Ovennævnte er hvad Bilbranchen indtil videre (mandag den 26. oktober) ved om kravene for mundbind i butikker. Bilbranchen vil være i dialog med de relevante myndigheder og følge op, når myndighederne melder yderligere ud.