23948sdkhjf

Forhandlinger om bilafgifter spidser til

Støttepartierne er utilfredse med regeringens ambitioner om 600.000 flere grønne elbiler på vejene.

POLITIK Hidtil har regeringen foreslået en halv million flere elbiler frem mod 2030, men nu lyder forslaget på 600.000 elbiler.

Det fremgår af et lækket notat fra forhandlingerne, som Ritzau har set. Partierne er indkaldt til fælles forhandlinger torsdag aften, men det ventes at blive svært at finde et flertal for regeringens forslag.

Både støttepartierne og Venstre samt De Konservative vil have langt flere elbiler på vejene. Dilemmaet består desuden i, hvordan det skal finansieres.

I regeringens nye udspil er der en gradvis indfasning i registreringsafgiften for grønne biler frem mod 2030.

Den høje sats i registreringsafgiften er sat ned fra 155 procent til 150 procent ifølge udspillet.

Der lægges op til, at bundfradraget for elbiler skal være på 160.000 kroner faldende til 145.000 kroner i 2030 i takt med, at teknologien bliver billigere. For plug-in-biler er det 50.000 kroner faldende til 35.000 kroner.

Registreringsafgiften for konventionelle biler stiger i gennemsnit med 1800 kroner i 2021, hvoraf bilerne i mikrosegmentet stiger mest. Regeringen foreslog oprindeligt 4500 kroner.

Ingen af støttepartierne er dog tilfredse.

- Det er mikroskridt på vejen i en kæmpe grøn omstilling, vi skal have lavet af den danske bilpark, og derfor er det åbenlyst alt for lidt.

- Vi vil sikre en reel grøn finansiering. Bilkommissionen har vist, hvordan vi kan skrue på de sorte knapper, så forureneren i højere grad betaler for de flere grønne biler, siger klimaordfører Signe Munk (SF).

Vil have dyrere fossilbiler

Ifølge en kommissionen for elbiler, som hun henviser til, kommer der af sig selv 400.000 flere elbiler frem mod 2030. Dermed vil regeringens forslag betyde 200.000 ekstra.

SF og Enhedslisten vil have, at ejere af benzin- og dieselbiler skal betale en større andel af omstillingen til en grøn bilpark. Også Enhedslisten er utilfreds.

- Vi mener, at det er et håbløst lavt antal. Med det vil man ikke få en eneste fossilbil mere væk fra gaden, fordi vi ved, at der kommer flere fossilbiler over de næste år, siger klimaordfører Mai Villadsen (EL).

Venstre og De Radikale foreslår at tage en del af finansieringen fra det økonomiske råderum, der er statens forventede overskud i fremtiden.

Men partierne er heller ikke tilfreds med regeringens ambitioner.

- Vi er glad for, at det går i den rigtige retning, men det er ikke nær nok. For os handler det om en reel udskiftning af den samlede bilpark i Danmark og ikke bare en tilførsel af endnu flere biler på vejene, siger skatteordfører Kathrine Olldag (R).

Biler som Volkswagen e-up, Hyundai Kona og Nissan Leaf står ikke til at ændre pris ifølge Skatteministeriets beregninger.

En Tesla Model 3 står til at falde med 14.100 kroner i pris, mens en Porsche Taycan vil stige med 283.800 kroner i pris i forhold til de regler, der gælder i dag.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.286