Magnussen slutter som 16'er i Verstappens triumf i Miami
Kevin Magnussen var oppe at snuse til point, men blev nummer 16 i søndagens Formel 1-grandprix i Miami.
Magnussen kæmpede nærmest til det sidste for at komme i top-ti og dermed hente point, men på sidste omgang fik bilen en skade, og derfor raslede danskeren tilbage i stillingen.
Danskerens holdkammerat hos Haas, Mick Schumacher, pådrog sig ligeledes en sen skade og blev nummer 15.
Red Bulls forsvarende verdensmester, Max Verstappen, vandt sit tredje grandprix i sæsonen og sit andet i træk efter en tæt duel med Ferraris Charles Leclerc i det meste af løbet.
Ferrari-duoen Charles Leclerc og Carlos Sainz blev henholdsvis nummer to og tre, mens Sergio Perez (Red Bull) og George Russell (Mercedes) fuldendte top – 5.
Verstappen fik også det ekstra point, der er til løbets hurtigste omgang, og han reducerede dermed afstanden til Charles Leclerc i VM-stillingen.
Hollænderen har 85 point efter fem grandprixer, mens Leclerc fra Monaco fører an med sine 104 point.
Magnussen har 15 point som nummer 10, mens Schumacher stadig er uden point.
Magnussen vekslede hurtigt sin startposition som nummer 16 til en 13.-plads, og det skyldes blandt andet, at begge Aston Martin-biler startede fra pitten, da holdet havde bøvlet med mekaniske udfordringer.
Efter flere overhalinger - blandt andet af Mick Schumacher - var danskeren nummer ti, inden han efter 13 omgange rundede pitten for at skifte sine mediumdæk ude med et sæt hårde.
Magnussen kom ud som 18'er, men arbejdede sig igen op i stillingen og snuste til sjove placeringer.
Et uheld efter 41 omgange gav en safety car, og Magnussen røg i pit efter lidt snak med sit team over radioen.
Magnussen kom ud som 13'er og avancerede igen. Han var oppe på 11.-pladsen, men måtte opgive sit angreb på point efter sin skade på 57. og sidste omgang.
/ritzau/