Head of Sales til maritim entreprenør
Vil du være en del af en teknisk specialiseret virksomhed med en markant markedsandel, et godt ry i branchen og et meget højt fagligt niveau? Som Head of Sales i Høj Nordic Marine Contractor er du med til at realisere og strukturere salgsindsatsen i en virksomhed i højt tempo.
Maritime bygge- og anlægsopgaver
Høj Nordic Marine Contractor er en danskejet entreprenørvirksomhed, der med specialistviden, en bred flåde og et erfarent mandskab udfører både større og minde entrepriseopgaver inden for vandbygning, offshore vindprojekter og klimaprojekter.
Målet er at være den foretrukne maritime entreprenør i Nordeuropa, og strategien for at blive det er lagt. Her kommer du ind i billedet som Head of Sales, hvor du med ansvar for salgsafdelingen drifter og udvikler virksomhedens salgsaktiviteter.
I overskrifter får du ansvar for følgende:
- Ledelse af salgsafdelingen, herunder både medarbejdere og samarbejdspartnere i Danmark, UK og Sverige.
- Salgsledelse for projekter, herunder effektivt planlægge, samarbejde, lede og koordinere salgsprojekter på tværs af Nordeuropa.
- Udarbejde strategier og handlingsplaner for salg og markedsføring
- Direkte kontakt med udvalgte kunder (opsøgende salg, kundemøder, tilbud og opfølgning)
- Kontraktledelse, herunder indgåelse af salgsaftaler, identificering af risici mv.
- Marketingaktiviteter, herunder messedeltagelse, kampagner og ansvar for ekstern markedsføringspartner
Du kommer til at lede salgsafdelingen med base i de moderne kontorfaciliteter i Horsens og får dagligt personaleansvar for indtil videre en Senior Sales Manager. Dine tætteste samarbejdsrelationer bliver både projektafdelingen, teknisk afdeling og naturligvis hele administrationen. Derudover kan du forvente ca. 20 rejsedage årligt.