Jurist med blik for autobranchen

AutoBranchen Danmark søger en engageret og serviceminded jurist, der brænder for at hjælpe vores medlemmer i en branche under hastig forandring. Er du klar til at sætte din juridiske viden i spil i et miljø, hvor hverdagen er dynamisk, og hvor du får mulighed for at arbejde med en bred vifte af juridiske problemstillinger?
Bliv en del af et stærkt juridisk team
Som en del af vores juridiske afdeling vil du arbejde tæt sammen med vores advokat og to andre jurister. Vi yder dagligt juridisk rådgivning til vores medlemmer og følger deres sager helt til dørs – hvad enten det handler om ankesager, bilafgifter, momsregler eller generelle juridiske spørgsmål. Vi har travlt og har brug for en ny kollega, der har lyst til at være en del af et team med høj faglighed og et godt arbejdsmiljø.
Dine primære arbejdsopgaver
- Rådgivning af medlemmer over telefon og mail
- Sagsbehandling og førelse af sager ved Ankenævnet for Biler
- Formidling af juridiske emner i samarbejde med vores kommunikationsafdeling
- Afholdelse af webinarer om relevante juridiske emner
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har et par års erfaring som jurist – gerne med sagsbehandling fra en myndighed eller organisation. Du har et solidt fundament inden for aftaleret, købe- og forbrugerret, erstatningsret samt skatte- og afgiftsret. Samtidig trives du i et arbejdsmiljø, hvor ingen dage er ens, og hvor du skal kunne formidle kompleks jura på en letforståelig måde
Vi ser gerne, at du:
- Er uddannet cand.jur. eller advokat med erfaring i sagsbehandling
- Har interesse og erfaring med juridiske emner som købe-, skatte-, aftale-, formue- og obligationsret
- Er serviceminded og trives med medlemskontakt
- Er nysgerrig og interesseret i at holde dig opdateret på lovgivning og praksis
En arbejdsplads i udvikling
Hos AutoBranchen Danmark bliver du en del af et team, der kombinerer faglig dygtighed med et godt kollegialt fællesskab. Vores kontor ligger på Langebrogade i København, og i løbet af 2025 flytter vi til nye, moderne lokaler i Ørestaden tæt på Metroen. Vi vægter både trivsel og udvikling højt, og vi tilbyder en arbejdsplads med fokus på kvalitet, faglighed og godt samarbejde.
Om AutoBranchen Danmark
AutoBranchen Danmark er en brancheorganisation med ca. 1.200 medlemmer, der dækker alt fra nyvognsforhandlere og brugtvognsforhandlere til værksteder og autolakerere. Vi arbejder for at sikre de bedste vilkår for vores medlemmer og varetager deres interesser over for myndigheder og politikere.