23948sdkhjf

Årets Bil 2024 - firmabilernes parade

Elektriske firmabiler dominerer kandidatfeltet til Årets Bil i Danmark 2024, hvor blot fire biler koster under kr. 300.000.

Elbiler - især fra østen - var klart i overtal, da kåringen af Årets Bil i Danmark 2024 løb af stablen tirsdag og onsdag ved Jyllandsringen i Silkeborg. Her skulle juryen bestående af 21 motorjournalister udvælge syv finalister ud af et felt på 21 biler.

De syv finalister blev BMW i5, BYD Dolphin, Hyundai Kona (el), Kia EV9, Toyota Prius (pluginhybrid), VW ID 7 og Xpeng G9 og den endelige vinder offentliggøres først den 28. november. 

Sidste år var der 19 biler med i opløbet, hvor Volkswagen ID.Buzz kørte med titlen.

Kinesisk invasion

Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør hos FDM og præsident for den europæiske udgave af årets bil, COTY - Car of the year, finder feltet bemærkelsesværdigt på flere punkter.

- Der er nærmest tale om en kinesisk invasion. Syv ud af de 21 kandidater - altså hver tredje - er en kinesisk bil. Der er tale om et paradigmeskifte. Næste år kan det tal endda meget vel blive fordoblet. Desuden kan vi forvente at de fleste af de velkendte mærker, som måske har været lidt fraværende i år, også byder feltet op til dans. Så jeg forventer et ganske stort felt til næste år, måske mere end dobbelt så stort, siger Søren W. Rasmussen.

Der er nærmest tale om en kinesisk invasion. Syv ud af de 21 kandidater - altså hver tredje - er en kinesisk bil. Der er tale om et paradigmeskifte. Næste år kan det tal endda meget vel blive fordoblet Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør hos FDM

Blandt nyheder næste år ventes fx kineserne Zeekr, Voyah og Ora, mens fx Ford, Renault og Stellantis også kommer med spritnye elbiler. 

Søren W. Rasmussen ærgrer sig dog over, at flere af de kinesiske elbiler også kommer med kinesiske dæk, der ikke er egnet til det våde danske klima.

- Mit råd til forhandlerne af kinesiske biler er at få skiftet dækkende ud med nogle kvalitetsdæk. Man skal huske på, at elbiler har højt moment og høj egenvægt. Og det kan være en livsfarlig cocktail at kombinere det med dårlige dæk.

Dyre biler

Søren W. Rasmussen bemærker også, at bilerne i årets felt er relativt dyre. Således koster kun fire modeller under 300.000 kroner. Den billigste bil i feltet er en den kinesiske elbil BYD Dolphin til kr. 235.000.

- Det tror jeg ændrer sig markant til næste år. Her vil vi se elbiler til under 200.000 kroner, siger han.

Ikke nok med facelift

De biler, der inviteres til at stille op til Årets bil, skal være sat til salg i år og der skal være tale om en helt ny model – et facelift er ikke nok. Det er årsagen til, at fx den nye Tesla Model 3 ikke er med i årets felt.

Volvo var også fraværende, selvom den nye XC 30 godt kunne blande sig i topstriden. Men bilen er endnu ikke frigivet fra den svenske fabrik. Desuden har Mercedes-Benz’ tyske hovedkvarter besluttet ikke at deltage i sådanne kåringer. Til gengæld mødte Fisker op med sin Ocean One, som dog ikke blev en del af finalefeltet.

På landevej og bane

De 21 motorjournalister fik tilbagelagt mange kilometer i de 21 biler. Testkørslerne foregår dels på landevejene ved Silkeborg, og dels på Jyllandsringen, hvor bilerne bliver presset til det yderste.

- Få af bilerne er bygget til banekørsel, men det giver alligevel et godt indtryk af en bil, når man mærker, hvordan den klarer sig under ekstreme forhold, siger Søren W. Rasmussen.

- Især elbiler med en kraftig motor og høj vægt skal kunne klare nedbremsninger og undvigemanøvrer. Og ingen af dette års kandidater dumpede i den test. Men de fleste af bilerne kan bestemt ikke kaldes racerbiler siger han.

Hele feltet til Årets Bil i Danmark 2024

  1. BMW i5 (el)
  2. BYD Dolphin (el)
  3. BYD Atto 3 (el)
  4. BYD Seal (el)
  5. Fisker Ocean (el)
  6. Honda CR-V (pluginhybrid)
  7. Honda e:Ny1 (el)
  8. Hyundai Ioniq 6 (el)
  9. Hyundai Kona (el)
  10. Jeep Avenger (el)
  11. Kia EV9 (el)
  12. Lexus RX (el)
  13. Nio EL6 (el)
  14. Nio ET5 (el)
  15. Nissan X-Trail (pluginhybrid)
  16. Peugeot 408 (pluginhybrid)
  17. Renault Austral (hybrid)
  18. Toyota Prius (pluginhybrid)
  19. VW ID.7 (el)
  20. Xpeng P7 (el)
  21. Xpeng G9 (el)

De syv finalister til Årets Bil 2024

  1. BMW i5 (el) – eDrive40. Pris: fra kr. 583.000
  2. BYD Dolphin (el). Pris fra kr. 235.000
  3. Hyundai Kona (el). Pris fra kr, 299.990
  4. Kia EV9 (el). Pris fra kr. 674.900
  5. Toyota Prius (pluginhybrid). Pris fra kr. 429.990
  6. VW ID.7 (el). Pris fra kr. 479.995
  7. Xpeng G9 (el). Pris fra kr. 479.990.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078