23948sdkhjf

Længe savnet uddannelse som miljøbehandler af skrotbiler klar

Tradium og Dansk Autogenbrug står bag en spritny uddannelse med appel til autogenbrugere og andre, der søger en vej ind i autobranchen.

Fagligt sikre medarbejdere, et væsentligt styrket arbejdsmiljø – og et løft af en hel branche. Det er bare nogle af gevinsterne, når Tradium, der er teknisk skole i Randers, til september har premiere på en helt ny miljøbehandleruddannelse.

Ansatte hos autogenbrugere miljøbehandler skadede og udtjente biler. En miljøbehandler varetager dermed den helt centrale funktion i en autogenbrugsvirksomhed med at aftappe væsker og fjerne dele og komponenter fra bilerne på baggrund af kravene i bilskrotbekendtgørelsen.

Den nye uddannelsesforløb er således udviklet i tæt samarbejde med Dansk Autogenbrug, der er organisation og medlemsforening for godkendte autogenbrugs-virksomheder.

Uddannelsen er både målrettet nuværende medarbejdere hos autogenbrugere og ufaglærte ledige, der drømmer om at komme ind i autobranchen.

Med stadig større lovkrav til håndtering af affald, behandling af miljøfarlige materialer, og i takt med elbilernes indtog, har det en betydning, at man har sit faglige fundament i orden Adam Pade, branchedirektør, Dansk Autogenbrug

– Vores medlemsvirksomheder beskæftiger allerede kompetente medarbejdere, der er dygtige til deres håndværk. Men med stadig større lovkrav til håndtering af affald, behandling af miljøfarlige materialer og i takt med elbilernes indtog har det en betydning, at man har sit faglige fundament i orden. Nu kan vores medarbejdere, og andre med interesse for branchen, få et uddannelsesbevis på det, siger branchedirektør i Dansk Autogenbrug, Adam Pade.

Vigtige fag og moduler

Uddannelsesforløbet består af tre moduler bygget op af i alt syv AMU-kurser. I forløbet indgår alt lige fra den praktiske miljøbehandling til håndtering af farligt affald i industriproduktion, ligesom kursisterne opnår KMO- og ADR-beviserne, der er lovpligtige ved henholdsvis omgang med kølemidler og transport af farligt affald, herunder elbilbatterier.

På Tradium har vi den konkrete mission at udvikle relevante og vedkommende uddannelses- og efteruddannelsestilbud for brancherne – og dét i tæt samarbejde med brancherne Christian Ribergaard Jeppesen, virksomhedskonsulent , Tradium

De tre moduler bliver udbudt med tre måneders mellemrum og strækker sig i alt over 14 dage.

– På Tradium har vi den konkrete mission at udvikle relevante og vedkommende uddannelses- og efteruddannelsestilbud for brancherne – og dét i tæt samarbejde med brancherne, fastslår virksomhedskonsulent Christian Ribergaard Jeppesen fra Tradium. Han har, sammen med faglærere fra skolen og en af DAG’s medlemsvirksomheder, Hammershøj Autoophug, været tovholder på udviklingen af den nye uddannelse.

Branding af kompetence

Miljøbehandleruddannelsen er desuden Tradiums bidrag til et ministerielt finansieret uddannelsesprojekt, som skolen gennemfører sammen med Mercantec i Viborg og Learnmark i Horsens. Sigtet er at sammensætte brancherettede pakker af efteruddannelseskurser, og i videre forstand at brande de tekniske skoler som kompetente uddannelsesudbydere i kvalificeret konkurrence med eksempelvis private udbydere.

Erstatter sidemandslæring

– Med miljøbehandleruddannelsen får vores virksomheder nogle helt nye trumfkort på hånden, når de møder Arbejdstilsynet, det kommunale miljøtilsyn, eller når de skal have fornyet deres miljøcertificering. Herudover får de mulighed for ansætte medarbejdere, der ikke først skal læres op, men som møder med dokumenterede kompetencer, lyder det også fra Adam Pade.

Direktøren tilføjer, at autogenbrugernes branche overordnet står over for nye, spændende udfordringer i takt med den grønne omstilling og skærpede krav om genbrug af både reservedele og restmaterialer.

- Dermed kan der være al mulig grund til at sikre et stærkt, fagligt beredskab i virksomhederne, siger Adam Pade.

Fakta om Miljøbehandleruddannelsen

Første kursusdage: 11.-13. september 2024

Målrettet branchens egne medarbejdere og andre med ønske om beskæftigelse i autobranchen. Markedsføres derfor både over for miljøgodkendte autoophuggere og lokale jobcentre. Der indrømmes merit, hvis kursisterne kan fremvise bevis for tidligere gennemførelse af et eller flere moduler.

Bygger på i alt syv AMU-kurser, der afvikles i tre moduler med tre måneder mellem hvert modul. Samlet uddannelseslængde er 14 dage. Afsluttes med udstedelse af kursusbevis.

AMU-kurserne omfatter disciplinerne:

  • Sikkerhedsuddannelse ved farligt gods (den lille ADR)
  • Håndtering af farligt affald i industriel produktion
  • Sikkerhedshåndtering af eldrevne / hybride køretøjer
  • Dæktyper
  • Karrosseriteknik ifm. aircondition- og klimaanlæg. Indbefatter KMO-bevis
  • Brandforanstaltninger
  • Gaffeltruck-certifikatkursus B

Kilde: Tradium/Dansk Autogenbrug

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109