Nu kan elbilens batteri blive testet under ladning
Volytica Diagnostics i tyske Dresden, der på fem år er blevet en nystartet pioner inden for cloud-baseret software til batteridiagnose, har vundet førstepræmien på den prestigefyldte Automobilwoche kongres i Berlin. Her blev virksomheden hædret for sin nye innovation og bidrag til markedet for brugte elbiler.
Volyticas E-Health Charge-løsning er udviklet i samarbejde med den store autobranche-aktør Mahle Aftermarket. Systemet kombinerer unik batteridiagnostik i realtid, samtidig med opladning af elbilen, hvilket giver præcis indsigt i batteriets sundhed, ydeevne og restværdi på blot 15 minutter. Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Systemet bliver, ifølge Volytica Diagnostics, af flere kaldt en gamechanger for alle involveret i køb, salg eller servicering af elbiler. Det innovative værktøj giver således bilforhandlere, værksteder, leasing- og udlejningsselskaber og andre interessenter i autobranchen mulighed for at sikre pålidelig service i den hastigt udviklende elbilsektor.
Afslører defekter
Ved at bruge avancerede analyser og algoritmer fra daglige feltdata giver Volyticas software indsigt i batterinedbrydning, sundhedsstatus, anomalier og sikkerhedsrisici. Derudover minimerer systemet batterimeddelelser og tilbyder anbefaling til håndtering.
Volytica-løsningen integreres problemfrit med kompatibilitet til tredjepartsplatforme og er bygget med nem og skalerbar arkitektur, fortæller virksomheden, hvis vision er, at ethvert batteri skal bruges til dets sande potentiale.
Til alle el-køretøjer
Claudius Jehle, CEO for den fem år gamle virksomhed, glæder sig over prisen:
- Vi er stolte af denne førsteplads, som understreger vigtigheden af batteridiagnostik i bilindustrien. Efter ICNC-prisen i september er dette den anden pris, vi har vundet i år, og det er en værdifuld anerkendelse af vores teams hårde arbejde gennem de seneste par år. Vores software kan bidrage til sikker, effektiv og mere bæredygtig brug af batterier i elektriske biler, lastbiler, busser, tog samt stationære energilagringssystemer, sagde Jehle ved modtagelse af prisen.
Automobilwoche-kongressen talte industriledere fra virksomheder som Mercedes-Benz, Volkswagen og Škoda, der var indbudt til at diskutere bilsektorens transformation mod bl.a. eldrift.