LEDER: Dyre reparationer giver hak i troværdigheden
DET KAN KOSTE på troværdigheden for bil- og autobranchen, når relativt nye elbiler, der lige er røget ud over garantiperioden, går i stykker med meget dyre reparationer til følge. Det giver forståeligt nok utilfredse kunder i butikken.
PROBLEMET PEGER PRIMÆRT tilbage på bilproducenterne. Men det er forhandlerne og værkstederne, der står overfor de vrede elbilejere, når to, tre og fire år gamle biler skal repareres, fordi dyre højvoltsdele er gået i stykker alt for hurtigt.
DERFOR ER DET også et smart træk, når Semler følger de koreanske og kinesiske bilmærker og giver en markant længere garanti. Det vil presse de resterende europæiske bilmærker. For når forbrugerne opdager, at de risikerer at stå overfor meget dyre reparationer på deres elbil, så vil de lægge mere vægt på garantien, som kan få afgørende indflydelse på valget af bil.
DE MEGET DYRE reparationer af højvoltsdele på elbiler viser også, hvad der langsomt men sikkert vil ske, hvis ikke EU griber ind. For så vil bilproducenterne i stigende skabe et monopol, hvor kun mærkeværkstederne kan reparere bilerne og dermed selv bestemmer prisen. Det er selvfølgelig en god mulighed for mærkeværkstederne. Men det er ikke godt nyt for den frie konkurrence, det frie eftermarked, forbrugerne og forsikringsselskaberne. Og det vil betyde, at det bliver dyrere at eje en bil.
HVIS MAN TROEDE, at elbilerne ville gøre mekanikerne arbejdsløse, har det allerede nu vist sig, at det ikke er tilfældet. For elbilerne går bestemt også i stykker. Der er opgaver nok for værkstederne også i fremtiden. Men bilproducenter og importører har et ansvar for, at elbilejerne ikke udsættes for urimeligt store regninger tidligt i bilens levetid. For det vil ramme troværdigheden i hele branchen.
Bilproducenter og importører har et ansvar for, at elbilejerne ikke udsættes for urimeligt store regninger tidligt i bilens levetid