Brugtsalget slog alle rekorder i januar

Der er fuld fart på det danske marked for brugtbiler. Omsætningen på brugtbilmarkedet i årets første måned nåede helt op på 52.233 biler, hvilket aldrig er set tidligere i en januar måned. Sammenlignet med januar 2024 blev der omsat hele 17 procent flere biler. For elbilernes vedkommende blev salget på 10.995 biler, en stigning på 53 procent sammenlignet med januar 2024.
Det viser de seneste tal på bilbasen.dk
- Der er en række underliggende tendenser, som er værd at bemærke. Elbiler falder ikke længere i samme tempo som vi så i slutningen af 2024. Til gengæld er prisfaldene på benzin- og dieselbiler accelereret i januar, siger markedsanalytiker hos Bilbasen, Jan lang.
Han oplyser desuden, at prisindekset fortsatte med at falde, så det overordnede indeks nu er på 89,4, hvor indeks 100 er første halvår 2015. Prisindekset for elbiler er på 61,3.
- Det er tale om det mindste fald i priserne på de brugte elbiler i fem måneder, lyder det fra Jan Lang. Han tilføjer, at starten af 2025 er præget af et mindre omfang af prisnedsættelser på elbilerne, mens flere diesel- og benzinbiler er rettet ned i pris.
Skoda Enyaq satte rekord
Det gennemsnitlige antal liggedage ligger stabilt på 44 dage for de 50 mest solgte modeller. De er udelukkende elbiler blandt de hurtigst omsatte biler – og tre kinesere er i Top 3: MG EHS (23 dage), MG ZS (27 dage) og BYD Atto 3 (27 dage).
Når det gælder søgninger på Bilbasen, bemærker Jan Lang, at Skoda Enyaq satte en bemærkelsesværdig rekord i januar måned med hele 264.564 søgninger.
- Det er aldrig set før. VW ID.4 nåede ligeledes et godt stykke over 200.000 søgninger, og så overhalede Volkswagen ID.3 Tesla Model Y. Med ID.5 på 8. pladsen, så var der ekstraordinær stor interesse for Volkswagens ID-modeller fra VW i årets første måned.