Autogenbrugere: Karteldom viser at bilproducenter må til lommerne

Den nye kartel-dom over 16 verdensomspændende bilproducenter, der indgik aftaler om styring af genbrug og genvinding i den europæiske bilindustri, er en klar bekræftelse på producenternes ønske om at styre bilerne fra vugge til grav – helst uden at blive forstyrret af bilejere og affaldsbehandlere.
Det mener de danske autogenbrugeres organisation, Dansk Autogenbrug, i en kommentar til de britiske og europæiske konkurrencemyndigheders afgørelser om kartelvirksomhed, der nu koster 15 ud af de 16 bilproducenter hvad der svarer til 3,7 milliarder kroner.
Det var Mercedes-Benz, der afslørede kartellet og fik fuld immunitet, mens Stellantis, Mitsubishi og Ford fik nedsatte bøder for deres samarbejde. De dømte fabrikanter tæller derudover Volkswagen, Toyota, BMW, Peugeot, Citroen, Jaguar Land Rover, Mitsubishi, Nissan, Renault, Toyota, Opel og Volkswagen og to handelsorganer.
Hemmelighedskræmmeri
Ifølge EU-Kommissionen koordinerede bilproducenterne i 15 år en indsats for at undgå at betale for genbrug af udrangerede køretøjer. Bilproducenterne aftalte desuden ikke at konkurrere med hinanden om at reklamere for, i hvilket i hvilket omfang deres biler kunne genbruges. De var også enige om at tie om de genbrugsmaterialer, der blev brugt i deres nye biler.
Dermed kunne forbrugere ikke vurdere deres køb af biler ud fra omfanget af genbrug.
Efter dommen mener Dansk Autogenbrug, at vi skal have fuldt fokus på bilfabrikanterne i takt med, at vi får den nye EU-forordning om cirkulær bilproduktion.
Vi finder det interessant, at de pågældende bilproducenter er enedes om at holde tæt med, hvor mange materialer i en given bilmodel der kan genbruges eller genvindes Adam Pade, branchedirektør, Dansk Autogenbrug
– Vi finder det interessant, at de pågældende bilproducenter er enedes om at holde tæt med, hvor mange materialer i en given bilmodel der kan genbruges eller genvindes – og med mængden af genbrugsmaterialer, der indgik i produktionen – tilsyneladende for at undgå at gøre genbrug til en konkurrenceparameter, vurderer branchedirektør Adam Pade og fortsætter:
– Og det er ikke mindre interessant, at de dømte bilfabrikanter har været enige om, at skulle det koste penge at håndtere udtjente biler, skulle regningen i hvert fald ikke gå til dem. Her er det jo rigtigt, som de britiske konkurrencemyndigheder anfører i deres præmisser, at det kan være yderst forskelligt, hvor lukrativt det kan være at modtage og håndtere udtjente biler – det vil sige skrotbiler.
EU-forordning viser vej
Adam Pade noterer, at den kommende EU-forordning om grønnere bilproduktion præciserer, hvornår bilproducenterne må til lommerne over for virksomheder, der håndterer udtjente køretøjer, samt stiller krav til anvendelsen af genbrugsmaterialer i produktionen som forudsætning for typegodkendelse. Dette gælder i første omgang plast.