Fortsat kritik Autobutler
Bilforhandlere er stadig utilfredse med at stå på værkstedsportals hjemmeside. Jurister er gået i aktion. Autobutler ser ingen konflikt.
- Jeg synes ikke det er rimeligt, at Autobutler bruger mit navn på deres hjemmeside, når jeg udtrykkeligt har gjort dem opmærksom på, at jeg ikke ønsker at blive sat i forbindelse med Autobutler. Derfor har jeg bedt AutoBranchen Danmarks jurister om at kontakte Autobutler, så det kan blive bragt i orden, siger Peter Hansen, indehaver af den store københavnske bilforhandler, Andersen & Martini.
AutoBranchen Danmark har nu sendt en anmodning til Autobutler om at fjerne de af medlemmerne fra siden, som ikke udtrykkeligt har bedt om at være en del af Autobutler. I dag fremgår det af en lille notits ud for det enkelte værksted, om de er en del af Autobutler eller ej, men det er ikke tilstrækkeligt, mener AutoBranchen Danmark.
- Vi kan ikke acceptere, at Autobutler bliver ved med at bruge vores medlemmer i deres markedsføring, når de ikke ønsker det. Det vil vi have sat en stopper for, og jeg går da ud fra, at Autobutler forstår, at man ikke smykker sig med lånte fjer, siger Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Svar fra Autobutler
- Autobutler.dk består af langt over 10.000 sider med information om vores værksteder samt råd og vejledning om reparation og vedligehold med mere. Vi hjælper bilejerne med at finde vej til et godt værksted, de kan stole på, og formidlede kontakt med over 80.000 bilejere i 2014. Ud over vores egne værksteder har vi en oversigt over andre værksteder, som er placeret i det område, hvor bilejeren ønsker at finde et værksted. Dette svarer til lignende oversigtssider på nettet som Krak og De Gule Sider, hvor man kan finde værksteder og leverandører med virksomhedsfakta, telefonnummer og adresse, svarer Christian Legêne, adm. direktør for Autobutler.
- Vores mission er, at alle bilejere i fremtiden indhenter tilbud og får gennemsigtighed, når bilen skal på værksted. Da vi ved, at 25 procent af de besøgende på autobutler.dk har en forhåndspræference for et bestemt værksted, tilbyder vi som en ekstra service, at man nemt kan finde kontaktoplysninger bredt på værksteder i lokalområdet. De enkelte værksteder kan selv redigere oplysningerne, og modsat Google, Krak og andre aktører fjerner vi naturligvis individuelle værksteder, hvis de selv retter henvendelse om, at de ønsker at blive fjernet fra den gratis oversigtsside, udtaler han og tilføjer:
- Vi har et godt og mangeårigt samarbejde med medlemmerne hos AutoBranchen Danmark og forstår godt, at enkelte aktører kan frygte, at internettet "stjæler" kunder. Men i stedet for at arbejde mod de nye medier, opfordrer vi branchen til at udnytte mulighederne for at nå nye kunder. Vi har skabt et prisvindende og banebrydende digitalt koncept og inviterer gerne AutoBranchen Danmark til en dialog, hvor vi kan se nærmere på mulighederne for at bruge nye digitale medier og sammen skabe retningslinjer for, hvordan man bedst fremmer den frie konkurrence i branchen med brug af online platforme.