23948sdkhjf

Opbyggere bliver del af brancheforening

AutoBranchen Danmark etablerer ny sektion for opbyggere og afviser at være på strandhugst. Også SKAD nedtoner konflikt.
Der er fuld opbakning fra interessenterne i opbygger-branchen til at etablere en ny sektion for opbyggere i AutoBranchen Danmark. Det blev klart på et møde mellem parterne kort før jul, oplyser AutoBranchen Danmark.

- Vi har fra mange sider i branchen – opbyggere, underleverandører, lastbilforhandlere og -importører samt offentlige myndigheder – fået forespørgsler på, om det er muligt at samle branchen, så opbyggerne står stærkere. Derfor laver vi nu rammerne til en ny opbygger-sektion, fortæller adm. direktør Jens Brendstrup.

- Alle branchens interessenter vil være repræsenteret i den nye sektion. Opbyggerne naturligvis, men også underleverandører, bilimportører og forhandlere, fordi der er stor indbyrdes afhængighed. Der er et stort potentiale i opbyggerbranchen, for branchen står for alt det, som er efterspurgt i Danmark i 2015, blandt andet produktion i Danmark, danske arbejdspladser, eksportpotentiale, produkter med høj videnindhold, optimering af transport, mindre CO2 og meget andet, udtaler Jens Brendstrup.

AutoBranchen Danmark vil hurtigst muligt etablere et kvalitetsstyringssystem "KS2000 opbygger", som efter behov kan udbygges med ISO certificering - for at sikre et fælles, højt kvalitetsniveau i branchen, oplyser foreningen.

- Der skal snarest udarbejdes en kommunikationsstrategi, så vi får synliggjort branchen, og dermed får skabt en stærk platform for øget politisk indflydelse. En samlet branche står som bekendt stærkere og har langt bedre mulighed for at blive hørt, understreger Jens Brendstrup.

AutoBranchen Danmark oplyser at være i fuld gang med at optimere organisationen til at kunne varetage opbygger-branchens interesser bedst muligt.

Afviser strandhugst

- Vi går ikke på strandhugst. Ved mødet før jul deltog 25 interesserede aktører, og flere vil gerne være med i den nye sektion. Ingen af deltagerne på mødet var medlemmer af andre organisationer. Lastvognsopbyggerne har selv henvendt sig til os, fordi de gerne vil samles og have os til at tale deres sag, siger Lisa Sandager Ramlow, kommunikationschef hos AutoBranchen Danmark, til Motor-magasinet.

Hun oplyser, at de omtalte aktører i dag i vid udstrækning ikke er organiseret, men at flere dog arbejdsgivermæssigt hører under DI. De vil nu blive associerede medlemmer af AutoBranchen Danmark. Opbygger-sektionen er en realitet, og der er nedsat en styregruppe.

Ud af fusion

I Danmark har Sammenslutningen af Køretøjsbyggere og Autooprettere i Danmark (SKAD) siden 1907 tegnet blandt andet opbygger-området. Tilbage i foråret 2011 enedes SKAD sammen med de to andre brancheforeninger, der dengang var D.A.F. (bilforhandlerne) og FAI (autolakererne) ellers om en proces, der skulle ende med dannelsen af én samlet forening, som siden blev godkendt af generalforsamlingerne i de tre foreninger. I oktober 2011 flyttede SKAD og FAI fra Håndværkets Hus på Islands Brygge og ind hos D.A.F. i Autobranchens Hus i Taastrup.

Men et halvt år senere, i juli 2012, besluttet SKAD sig for at trække sig ud af fusionen med D.A.F. og FAI, idet SKAD’s bestyrelse mente, at fusionsprocessen gik for stærkt. Siden blev D.A.F. og FAI til AutoBranchen Danmark.

- Vi synes, det er positivt, når der sker nye tiltag i hele autobranchen – det glæder vi os over. Det er altid godt med steder, hvor forhandlere og leverandører kan mødes. Hos SKAD har vi imidlertid den længste erfaring inden for opbygning, og SKAD ruster opbyggerne til at håndtere fremtiden bedst muligt. Meldingerne fra vores medlemmer er, at de har fornuftigt med ordrer i bogen, og vi ser lyst på fremtiden, udtaler formanden for SKAD, Henrik Reinhard Hansen, Jægersborg Autoplade i Gentofte, som kommentar til udspillet fra AutoBranchen Danmark.

SKAD tror på sig selv

- SKAD’s opbyggere har et fantastisk netværk og knowhow, og det værner vi om. Vores Eurogarant opbygger og EU kvalitetssikringsprogram rulles ud dag for dag efter behov, når tilpasning med lovgivning er på plads, siger SKAD-formanden, som dog også bemærker om det nye tiltag:

- Hver ting til sin rette tid. Og skomager, bliv ved din læst.

- Vi ser dog med fuld af fortrøstning på SKAD’s fortsatte virke, og jeg ser ikke dette som et angreb på vores forening i en tid, hvor mange brancheforeninger breder sig ud over deres kerneområder. Det gælder om at have fokus på samarbejde, undgå en negativ spiral i autobranchen og at se ud over sin egen næsetip. Jeg billigere ikke nogen krig, det handler om at supportere vores medlemmer bedst muligt, fastslår Henrik Reinhard Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084