Bilsalget satte rekord i 2014
Med otte procent stigning i decembers personbilsalg satte salget rekord samlet for året med næsten fire procent og fem procent samlet for alle køretøjsgrupper i forhold til 2013.
Personbilerne tegner sig for en vækst på 3,8 procent, mens varebilerne står for hele 18 procent fremgang. Salget af lastbiler faldt med 14 procent og trækker dermed det samlede salg ned, men det skal ses i forhold til et højt salg i 2013 og er på niveau med salget årene 2011-2012. Samlet set blev 2014 marginale 2 procent under salget i årene 2006-2007.
Behov for større biler
December blev således 8 procent bedre end sidste år, og 2014 tegner sig for det højeste antal personbiler nogensinde. Efterspørgslen fra forbrugerne har de seneste år ligget med en jævn og stabil stigning og nåede et imponerende antal på 188.921 i 2014 mod 182.089 året før det kan forbrugerne såvel som branchen glæde sig over.
Danskerne fortsatte tendensen med at købe lidt større biler, således steg salget af mellemklassebiler med knap 27 procent og udgør nu 30 procent af den samlede efterspørgsel. De små biler er dog fortsat de mest solgte, da de udgør 55 procent af salget, om end det er et fald fra sidste år på 6,3 procent.
- Salget af de større biler steg ligeledes i andel i 2014. Vi tager det som et udtryk for, at mange danskere reelt har et behov for en bil, der er lidt større, siger adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen. Han tilføjer, at De Danske Bilimportører også i 2015 forventer et højt bilsalg, dog en anelse under 2014.
Endvidere steg de store familiebiler MPVer med knap 200 stk., svarende til 14 procent for segmentet - altså mere end markedet generelt. De cirka 15.000 solgte MPVer udgør 8 procent af markedet. Klassen for store biler og luksusbiler steg med cirka 800 biler og udgør fortsat kun godt to procent af markedet..
Varebiler viste flot vækst
Salget af nye varebiler steg og fortsatte den positive udvikling gennem de seneste fire år, specielt i de sidste 3-4 måneder af 2014 - december toppede således næsten 20 procent over december i 2013, og 2014 sluttede således med et samlet salg for hele året på 28.473, en stigning på 4463 stk. svarende til 18 procent i forhold til året før.
Det er dejligt, at varebilssalget fortsætter med at udvikle sig positivt, det er et udtryk for aktivitet i erhvervslivet, om end vi ikke er på niveau med tiden før 2008, siger Gunni Mikkelsen.
Lastbiler dykkede
Indregistreringen af nye lastbiler faldt for hele 2014 med 16 procent i forhold til sidste år og er på niveau med årene 2010-2012, idet 2013 var præget af mange registreringer grundet primært nye EU regler med ikrafttræden 1. januar 2014. Salget af lastbiler er dog betydelig under begyndelsen af 00erne og udgør knap 60 procent af salget i spidsperioden 2007-2008 og er således fortsat noget lavt.
Fortsat vækst i elbiler
Væksten i salget af nye elbiler har været markant i 2014, næsten en tredobling i forhold til året før og således det bedste år nogensinde. I perioden 2011-2013 blev der solgt cirka 500 stk. årligt.
- Det er fint, at der er kommet flere elbiler på markedet, selv om de, med et samlet salg på 1561 styk, fortsat udgør en marginal del af det samlede marked. Det interessante er, at de mindre og mellemstore elbiler repræsenterer en faldende del fra 75 til 64 procent, mens danskerne køber flere elbiler i luksus segmentet, der nu udgør 30 procent af elbilerne. Vi forventer et salg af elbiler på samme niveau i 2015, hvor elbiler fortsat er fritaget for registreringsafgift, siger Gunni Mikkelsen og indikerer dermed, at de stærkt faldende brændstofpriser ikke sætter en stopper for udbredelsen af miljøbiler.