Conti fastholder vækst
Den tyske Continental koncern, der er en af de største inden for autobranchen, omsatte for 34,5 milliarder euro i 2014.
Omsætningen steg til 34,5 milliarder euro, og resultatet før renter og skat blev på godt 3,8 milliarder, svarende til 11 procent. Koncernen forventer i 2015 at øge salget med yderligere frem procent, oplyste koncernchef Elmar Degenhart, da han præsenterede de foreløbige nøgletal for 2014 på Auto Show 2015 i Detroit, USA.
Valutakurser har påvirket resultat negativt med cirka en halv milliard euro, og både Europa, Rusland og Sydamerika var præget af svag vækst. I det lys kalder Elmar Degenhart årets resultat for fremragende, hvilket ikke mindst skyldes indsatsen fra de mere end 190.000 medarbejdere.
- I 2015 forventer vi, at den globale produktion af personbiler igen stiger moderat fra cirka 87 til cirka 89 millioner biler. Vi sigter derfor mod at øge vores salg med cirka fem procent til mere end 36 milliarder euro. Og igen går vi efter et resultat, der svarer til mere end ti procent af omsætningen, fastslog Elmar Degenhart.