Fynsk verdensfirma ændrer organisationen
Den danskejede online-virksomhed, Autorola, er gået fra at være et topstyret firma til at være en organisation, hvor forretningen er delt op i nationale salgsenheder.
Dermed får de enkelte landechefer en stærk samarbejdspartner på hver af koncernens forretningsområder i forhold til det lokale salgsarbejde.
Globale salgsdirektører
Medstifter og CEO for Autorola, Peter Grøftehauge, udtaler i forbindelse med organisationsændringen:
- Jeg er enormt stolt af den nye struktur, vi har bygget op. Den er et symbol på, at vi nu skærper vores fokus på den globale forretning og styrker den interne vidensdeling på tværs af grænserne. Jeg glæder mig meget til at se potentialet for den nye organisering blomstre.
Nuværende landechef for Danmark, Morten Holmsten, bliver ny global salgsdirektør. En af de seks poster som global salgsdirektør er fra 1. januar i år besat af den nuværende landechef for Danmark og direktør for Autocom A/S og Bilsalg A/S, Morten Holmsten.
Han får ansvaret for udviklingen af koncernens europæiske auktionsplatform. I hans sted som landechef og direktør for Autocom og Bilsalg tiltræder nuværende salgschef for Autocom, Thomas Friis Pedersen.
De nye titler får ingen betydning for hverken Autocoms eller Bilsalgs kunder eller samarbejdspartnere, da forretningen drives uændret.
Autorola er specialiseret i bilhandel via internettet og håndterer hvert år mere end 200.000 biler på Autorolas auktioner i Danmark og resten af verden. I Danmark har koncernen blandt andet selskaberne Autocom A/S og Bilsalg A/S, som driver online bilauktioner for private og erhverv, samt Bilpriser.dk, der er Danmarks førende bilvurderingshjemmeside til private.
Der er i dag ca. 300 ansatte i koncernen med 17 datterselskaber fordelt over hele Europa samt Tyrkiet, Australien og Brasilien. Koncernen har hovedkontor i Odense.