24-årig Danmarksmester er sin egen chef
Nikolaj Vinther brænder for at rette buler, og hans titler bekræfter, at evnerne også er til stede. Nu driver han sit eget karrosseriværksted i midtjyske Kibæk.
- Jeg kunne ikke få læreplads som mekaniker, og jeg gik og rodede lidt med genopbygningsbiler i fritiden. Jeg blev i stedet tilbudt tre lærepladser som pladesmed, og på grundforløbet fandt jeg ud af, at det vist var min rette hylde, siger Nikolaj Vinther.
Berømt i branchen
Det var tæt på, at buletalentet ikke kom med til VM i 2011, hvor han fik en flot andenplads. Det kostede nemlig en stor pose penge, at få det hele op og stå i London, hvor mesterskabet blev holdt. Heldigvis viste en sponsor sig med masser af nuller på checken kort inden afrejsen.
For to år siden startede han som selvstændig under navnet Nikolajs Autoopretning, og ligesom til konkurrencerne er det "gået meget godt", som det udtrykkes med jysk beskedenhed. Her udfører han, som firmanavnet antyder, pladearbejde, men supplerer også med mekanisk arbejde, hvis der er huller i kalenderen. Værkstedet ligger ved forældrenes hus i Kibæk omkring 15 kilometer sydvest for Herning.
- Jeg brænder for at rette buler. Det er meget spændende at rette biler op og sikre, at det bliver udført i en ordentlig kvalitet. Det er fedt, at man kan se, at man gør en forskel, siger Nikolaj Vinther.
Læs mere i Motor-magasinet nr. 3, der udkommer i morgen fredag den 23. januar