Grossist laver ny værkstedskæde
FTZ Autodele & Værktøj A/S har dannet CarPeople.
Bagved står autogrossisten FTZ samt de to initiativtagere, indehaver Svante Kragh Jensen, Mekonomen Autoteknik Vejle ApS, og Michael Mikkelsen, der kommer fra den autoriserede del af branchen og blandt andet har arbejdet for Carepoint og med kædeaftaler.
Sidstnævnte er kædechef for CarPeople, mens Svante Kragh Jensen er udviklingschef. FTZ får sæde i forretningsudvalget for CarPeople, idet der endnu ikke er tale om et fysisk selskab.
Værkstedskæden CarPeople vil imidlertid blive drevet i eget selskab med en bestyrelse og direktion. Kæden bliver drevet drevet ligesom de andre kæder under FTZ ejerskabet, oplyser Michael Mikkelsen.
Der blev 22. december afholdt to informationsmøder om den nye alternative kæde den 22. december i Roskilde og Fredericia.
- Trods tidspunktet og den korte varsel var der pænt fremmøde på de to møder, og opbakningen til at søge noget nyt er der. Jeg ser med fortrøstning på etableringen, selv om det vil kræve et slid i starten. Målet er at blive landsdækkende, siger Michael Mikkelsen, som dog endnu ikke vil sætte tal på målet for antal værksteder eller oplyse, hvem der er med fra starten, samt vise logo og brochure for kæden, da disse endnu befinder sig i første udkast.
- Vi får et medlemspanel og vil satse på høj kvalitet, uddannelse og tilfredse kunder, uddyber Michael Mikkelsen.
- Etableringen er udløst af situationen med Mekonomen. Det er et forsøg på at samle en række værksteder med helt rene linjer. Her passer FTZ godt ind - der er styr på levering og uddannelse, tilføjer han.
Kritik om kopi
I en mail fra Mekonomen-direktør Christer Blohm til Mekonomens værksteder fra 23. december, som Motor-magasinet er kommet i besiddelse af, konstaterer Blohm, at man er "fortørnede over, at de forsøger at kopiere vores koncept fuldstændigt. Som vi ser det, har de ikke gjort andet end at ændre navnet".
- Det vil jeg ikke kommentere. Når man ser værkstederne i kæden, vil man se at det ikke er en kopi, siger Michael Mikkelsen.
Også adm. direktør Michael Juul Hansen, FTZ, afviser, at der er tale om en kopiering af Mekonomen Autoteknik.
- Det har vi slet ikke behov for. Vi har stor kæde-erfaring i eget hus og på intet tidspunkt skelet til Autoteknik-kæden. Vi har ageret hurtigt og på opfordring, og nu er banen kridtet op - så må vi arbejde videre derfra. Vi er allerede kommet et stykke, og jeg jeg tror, den nye kæde er holdbar på den lange bane. Vi er startet fra scratch, men bygger naturligvis på det bedste fra andre koncepter. Det er et reelt kæde-tilbud, og jeg håber, vi kan samle værksteder op fra alle sider, siger Michael Juul Hansen og peger på, at den nye kæde bygger på en stor grad af medlems involvering.
Sundhed
"Situationen med Mekonomen er kommet bag på de fleste af os. Det vil uanset hvordan det bliver præsenteret få indflydelse på driften af vores virksomheder. Tilsammen er vi en gruppe af sunde værksteder med sunde værdier og et sammenhold, der skal føres videre på en sund platform. Vi har brug for stabilitet, så vi kan fokusere på driften og rentabiliteten af vores værksteder", skrev indehaver Svante Kragh Jensen, Mekonomen Autoteknik Vejle ApS, i indbydelsen til de to møder inden jul.
"Derfor har jeg de seneste dage arbejdet hårdt på at skabe fundamentet til en model, hvor vi kan videreføre det, vi allerede har, men med minimale ændringer i vores hverdag. Det fundament har vi nu på plads", tilføjede han.
Mener at lov er overtrådt
I mailen fra Christer Blohm af den 23. december skriver Mekonomen-direktøren i øvrigt, at "vi via vores advokat har sendt et skarpt brev til værkstedet i Vejle, hvor vi påtaler, at værkstedet gennem sine handlinger har begået et væsentligt aftalebrud over for Mekonomen og overtrådt markedsføringsloven. Vi har desuden skrevet til FTZ, at de har overtrådt markedsføringsloven. Både værkstedet og FTZ er blevet bedt om at stoppe markedsføringen af CarPeople".