Sådan bliver fremtidens bilelektronik
Den store teknikmesse CES indeholder udover fladskærme til hjemmet også bilnyheder. Her er der fokus på at skabe bedre displays i og interaktion med bilerne.
Et af de helt store slagsmål er mellem giganterne på telefonområdet, Apple og Google. De kæmper begge om bilproducenternes gunst, og senest har Hyundai udnyttet Googles Andriod til at lave en app, hvor man kan finde sin bil, åbne og starte den via et smartwatch eller en smartphone. Hyundai har siden 2011 haft et multimediesystem kaldet Blue Link, og det udvides så nu med appen, der teoretisk set virker med alle af bilproducentens biler, der er udstyret med multimediesystemet.
- Denne nye app udvider Hyundais udforskning inden for, hvordan bærbare teknologier og Blue Link passer ind i kundernes livsstil, lyder det fra Barry Ratzlaff, genereldirektør for Hyundai Motor America.
Interaktivt speedometer
Et af messens produkter er allerede kommet i bilmodellerne Audi TT og BMW i8. Det er et innovativt display, hvor filosofien har været at samle al information der, hvor speedometeret har siddet i mange år.
Displayet er udviklet og produceret af Bosch, og hos Audi kalder man det for "Virtuelt Cockpit". Der er tale om et TFT-display, der har en diagonal størrelse på 31 centimeter. Her er både navigation og multimedieinformation til stede, så der kan findes vej til sommerferien, samtidig med at smartphone og musik styres, mens man selvfølgelig samtidig kan holde øje med, at fartgrænserne overholdes.
Taler med hjemmet
Fremtiden ser også ud til at betyde, at bilen skal kunne mere end at fragte mennesker fra et sted til et andet. I hvert fald er antallet af innovationer, der gør det muligt at holde bilen "connected" til eksempelvis ens hus, voksende. På CES viste firmaerne Nest og Automatic Labs, hvordan deres seneste produkter kan snakke sammen. Automatics monitor og Nest termostat gør det muligt at kontrollere temperaturen i hjemmet, ligesom monitoren kan tale sammen med køleskabet og sætte det på energibesparende funktion og starte vaskemaskinen, når bilen forlader carporten. Og omvendt sørger teknologien for at øge temperaturen i stuen, når bilen igen er ved at nå hjem.
Generelt viser CES, at fremtidens mekanikere bliver nødt til at forholde sig til en masse ekstra teknologi i bilerne, som egentlig ikke har noget med selve bilen at gøre.