Ø-mekaniker har meldt sig til DM
Ole Klitgaard Christensen sætter en ære i at løse alle opgaver på Læsøs eneste værksted, det lille Byrum Auto. Til august vil han prøve kræfter mod kolleger ved DM for Mekanikere 2010.
Ordene kommer fra mekaniker Ole Klitgaard Christensen fra det lille Automester-værksted Byrum Auto på Læsø ud for Frederikshavn i Nordjylland. Han havde godt set omtalen i Motor-magasinet om det åbne mesterskab under Auto Teknik fagmessen i Odense Congress Center 26.-28. august, men meldte sig først efter en opfordring hvor han fik at vide, at bare det at melde sig gjorde ham til vinder i en vis forstand. Den gik han så og tyggede på nogle dage sammen med mester, der også hedder Ole, men Mortensen til efternavn.
Løser gerne knuder
- Vi er da stolte af at kunne sende Ole af sted. Han er det mest oplagte emne her på værkstedet, hvor han lever og ånder for biler. Ikke mindst problembiler, som han af og til ordner efter fyraften for han sætter en ære i at løse knuder. Og han går ikke af vejen for at klare problemer på selv mindre attraktive opgaver, som for eksempel et dæk der hopper her er ikke noget med "det gider jeg ikke", fortæller Ole Mortensen.
Han købte Byrum Auto for seks år siden, og forsøger efter bedste evne selv at tage på efteruddannelse hos Autobranchens Udviklings Center i Frederikshavn. Men det er mest Ole Klitgaard Christensen, der bliver opdateret.
- Vi er øens eneste værksted, og det forpligter os til at være med helt oppe på mærkerne. For her kommer en del turister, ikke mindst tyskere med store nye og komplicerede biler, så vores viden skal være i orden. Senest har kommunen ønsket, at vi skal kunne servicere deres kommende el- og hybridbiler, så det skal vi også lære snart, fortæller Ole Mortensen.
Reparerer alt på hjul
Byrum Auto tæller mester, to svende og en arbejdsmand. Ole Klitgaard Christensen blev, som indfødt Læsøboer, udlært i 1999 hos Byrum Auto. Han er også uddannet autotekniker og tager alle relevante kurser.
- Vi har ikke råd til at lade være. Hvis vi er bagefter udviklingen, så tager folk til værksteder på fastlandet. Vi kan stort set det hele og reparerer alt på hjul og får kun god hjælp fra mærkeværksteder på fastlandet til kodning eller problemer, der kræver en specifik tester, siger Ole Klitgaard Christensen, som vi kan se i aktion ved DM til august.