Meget slankere navigation
Ny GPS fra Garmin på blot 8,7 millimeter vinder prestigefyldt designpris.
Red Dot Design Award er med over 4252 ansøgere fra 57 lande en af de største og mest anerkendte internationale designkonkurrencer i verden.
Med den nye generation af GPSere holder verdens største producent af GPS-udstyr fast i nüvi-navnet, der de sidste 2-3 år har været synonymt med brugervenlige produkter. På verdensplan er der siden introduktionen af den første nüvi 300 solgt adskillige millioner nüvier.
- Men nu er tiden kommet til, at vi moderniserer formsproget på vores produkter. Frem til nu har fokus været koncentreret omkring det funktionelle. Under udviklingen af nüvi 3700 serien har vi lagt en enorm indsats i nytænkning af designet. Resultatet er en utrolig slank GPS, som rykker grænserne for, hvad man kan forvente af flytbar navigation, siger Søren Møller, produktchef for Garmin Danmark i Allerød.
De nye modeller skiller sig ikke kun ud ved et moderne industrielt design i en tykkelse på blot 8,7 millimeter. Hele oplevelsen af betjeningen er løftet med en ny brugerflade, hvor man ved brug af to fingre kan styre langt de fleste af GPSen funktioner. Det sker ved en intuitiv kombination af små tryk på skærmen og brug af tommelfinger og pegefinger.
Det prisvindende design af nüvi 3790T og nüvi 3760T er skabt med henblik på, at betjening og formgivning går op i en højere enhed.
Bedre oplevelse
Den nye serie af GPSere tager højde for, hvis man tidligere har kørt en given rute. Historiske data om de veje, som man foretrækker samt information om traffiktæthed indregnes automatisk i beregningen. Resultatet er en bedre oplevelse af ruteføring og endnu mere præcise angivelser af forventet ankomst til destinationen, lover Garmin.
Multi-touch skærmen er 4,3 tommer stor og fremstår som en ubrudt glasflade der dækker hele fronten af GPSen. Ingeniørerne har arbejdet med at forbedre lyden i de talte kommandoer. Det har mundet ud i tilføjelsen af en ekstra højttaler i det aktive beslag, som den nye GPS monteres i. Dermed er der både højttaler i selve GPSen samt i sugekop-holderen.
Garmin Danmark forventer at runde én million solgte PND enheder i 2010 (personlig navigation).