Fin opbakning til Auto Teknik 2010
Messekomiteen glæder sig over de første 80 tilmeldte udstillere til fagmessen i Odense til august.
På mødet, som Motor-magasinet deltog i, blev det konstateret, at der er opbakning fra alle fire grossistkæder med tilhørende værkstedskæder samt en række store leverandører, som eksempelvis Bosch, Würth, NDI, Holger Christiansen, Ketner, DBU og Stenhøj for blot for at nævne nogle få blandt de første 80 tilmeldte.
Bus og mad
Adm. direktør Peter Fredgaard fra Danske Fagmedier A/S, der også omfatter Danske Fagmesser, oplyste, at der arbejdes på at genindføre messebusser fra alle landsdele, som det tidligere blev tilbudt Auto Tekniks publikum. Der sigtes mod bustransport på åbningsdagen med forlænget åbningstid og med bespisning af de sene deltagere. Peter Fredgaard oplyste samtidig, at der arbejdes med en auktion over det udstillede udstyr - en auktion, som afsluttes på fagmessens sidste dag, lørdag.
Flere af organisationernes repræsentanter fremlage konkrete forslag til det planlagte Speakers Corner, hvor der blandt andet kan præsenteres nye teknologier eller - som det blev foreslået af SKAD-direktør Thomas Krebs - indlæg om, hvordan man gennem vanebrydning kan opnå betydelige besparelser på autoværkstederne.
Stor tilfredshed
Branchens reaktioner på flytningen af messen til Odense blev kommenteret af AUTIGs direktør Frank R. Hansen, der kunne berette om stor tilfredshed med den nye placering. Frank R. Hansen konstaterede også, at finanskrisen stadig har en ugunstig effekt for en del af branchen, men at messen netop afholdes for at få sat gang i hjulene.
- Det er beklageligt, at nogle af branchens udøvere ikke ser mulighed for at deltage, men det vil altid være sådan under en så alvorlig krise, at der er et frafald, sagde AUTIG-direktøren. Han oplyste samtidigt, at flere tidligere udstillere nu kan findes som medudstillere på grossistkædernes stande.
- Det er for så vidt positivt, men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at fremtidige arrangementer ikke kan baseres alene på grossistkæderne, og ønsker branchen en fagmesse hvert tredje år, så må de bakke op om den, når den er der, sagde Frank R. Hansen.
Som en tilbagevendende begivenhed på Auto Teknik arrangeres DM for mekanikere på messen. Det er de tekniske skoler i Hvidovre, Frederikshavn, Viborg og Odense, der sammen med Motor-magasinet står bag denne begivenhed.
Messen, der finder sted i dagene 26. til 28. august, er kun åben for fagfolk.
Mere på www.autoteknik2010.dk