Bilsalget styrket fem måneder i træk
- Væksten i markedet var særdeles kraftig i marts, og vi nærmer os nu et halvt år med konstant fremgang i bilsalget, konstaterer adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen. Påsken faldt sidste år i april, og det kan være med til at påvirke sammenligningen af salget, men selv med den faktor taget i betragtning er der tale om en særdeles kraftig vækst i markedet. Med 12.791 solgte personbiler i marts ligger salget ikke bare markant over samme måned sidste år, men også over niveauet fra 2008, hvor krisen endnu ikke var sat ind. Og i 2008 faldt påsken vel at mærke også i marts, siger Bent Mikkelsen og fortsætter:
- Fremgangen er at spore stort set over hele linjen. Vi oplever fortsat, at den voksende interesse for leasing er med til at trække efterspørgslen opad, men også de traditionelle bilkøb er i kraftig vækst. Derfor er der grund til at se på de kommende måneder med optimisme, selvom meget naturligvis fortsat afhænger af udviklingen i de generelle konjekturer.
Varebiler igen tilbage
Efter flere års konstant tilbagegang viste varebilsmarkedet i februar for første gang en beskeden fremgang. I marts er varebilerne imidlertid igen på retur, med et fald i salget på 11,3 procent til 1252 biler.
- Vi havde håbet, at tendensen fra februar var fortsat, men varebilsmarkedet er tilsyneladende fortsat skrøbeligt, og tallene indikerer, at de små og mellemstore virksomheder ikke er helt så langt fremme i genrejsningen efter krisen, som forbrugerne er, analyserer Bent Mikkelsen.
Også for varebilerne spiller påsken ind, når tallene for marts 2010 sammenlignes med salget i 2009. Set i det lys giver 2010 tallene ikke bilimportørerne anledning til den store bekymring, og DBI forventer derfor en forsigtig bedring i varebilssalget i de kommende måneder, efterhånden som den begyndende forbedring af konjunkturerne for erhvervslivet forventes at få virkning på håndværksfagene og den lette godstransport.
Nyregistreringerne af lastbiler faldt i marts med 53, 5 procent til 204 køretøjer sammenlignet med marts 2009 og vidner om fortsatte problemer i den tunge del af transportbranchen. Her venter Bent Mikkelsen en bedring i løbet af efteråret.