23948sdkhjf

Fart på Bosch Car Service

Succesfuldt landsmøde i værkstedskæden, som har kåret Nordjysk Diesel Elektro til årets værksted.
De seneste par år har værkstedskæden Bosch Car Service gennemgået en enorm udvikling.

- Det har resulteret i en medlemstilgang på omkring 20 procent det seneste år, og med den interesse for kæden, som fortsat er blandt værkstæderne, forventes det, at vi når et medlemstal på cirka 90 værksteder i 2010, siger kædechef Morten Hersoug efter et veloverstået landsmøde den 17.-18. april.

- Målet med Bosch Car Service er ikke at have flest værksteder, men at have meget kompetente værksteder i den rigtige størrelse, på de rigtige steder, og på den måde dække Danmark, tilføjer han.

Kursusrække

- Bosch Car Service er ikke kun et markedsføringskoncept, men i højere grad et teknisk koncept. Vi mener, at fokus på viden, kontinuerlig uddannelse, systemforståelse og god personlig kundeservice på Bosch Car Service værkstederne er vejen frem. Vi har derfor lanceret Bosch Service Excellence, som er en kursusrække på 11 moduler, der dækker alle områder af tidssvarende værkstedsdrift – blandt andet værkstedsprocesser, kundeservice og kvalitetsstyring, forklarer Morten Hersoug og fortsætter:

- I tillæg til dette har vi udvidet vores tekniske kursusprogram, så det nu er muligt at tilpasse en mekanikers efteruddannelse individuelt efter ønsker og behov.

Nye koncepter

På konceptsiden er gjort en række indsatser de seneste par år. Nyhederne dækker blandt andet arbejdstøj, marketingprofil, Bosch Info Center (nyt intranet), Vejhjælp, Kundekort med op til 60.000 kroner kreditramme og 12 måneders rentefri kredit samt som de eneste en 2-vejs sms-service.

En anden meget vigtig del af Bosch Car Service kædens centrale aktiviteter er at tilføre arbejde fra strategiske samarbejdspartnere, som passer til kædens image og værdisæt. Her kan nævnes SOS International, FDM, Fleggaard Leasing og ALD Automotive.

- Det er alle organisationer, som har samme store fokus på kvalitet og kundeservice som Bosch Car Service, hvilket giver en god synergieffekt og samlet kundeflade, påpeger Morten Hersoug.

Landsmøde 2010

Det årlige Bosch Car Service landsmøde blev i weekenden 17.-18. april afholdt på Hotel Des Nordens i Flensborg med stor tilslutning og succes, oplyser han. Landsmødet var delt op i tre dele: Dagsmøde, ledsageraktivitet og fest. Alt i alt deltog cirka 150 personer (værkstedsindehavere med ledsagere, samarbejdspartnere og Bosch personale) i arrangementets forskellige aktiviteter.

- Tilslutningen fra værkstederne var på omkring 90 procent, hvilket må siges at være meget tilfredsstillende, og at CAD-formanden Poul Erik Christensen fra Autodan i Otterup valgte at deltage på sin 65 års fødselsdag kan vi kun være ekstra glade for, bemærker kædechefen.

Dagsmødet var en blanding af status, nyhedspræsentationer, minimesse med Bosch og udvalgte samarbejdspartnere (Eberspächer, Q8, Lange Jørgensen, Resursbank og Alkolås) samt workshop – en kombination, som har været brugt med succes gennem de sidste år. Temaet for workshoppen var kompetencesikring, som er vigtigt for alle virksomheder, men når man driver autoværksteder på højt teknisk niveau, er det helt essentielt for virksomhedens lønsomhed, fleksibilitet og fremtidssikring.

- Det gælder både, når holdet skal sættes i dag, men også når der skal planlægges ud i fremtiden. Her tænkes på medarbejdere, som forlader virksomheden, den teknologiske udvikling og nye krav fra kunder og samfund. Der blev arbejdet godt og hårdt i alle grupper, og der kom en række gode eksempler på, hvad man som virksomhedsejer skal have med i sin planlægning, fortæller Morten Hersoug.

Årets Værksted

Ledsagerturen gik til kurslottet Glücksburg, hvor der var arrangeret en særrundvisning. Derfra blev gruppen kørt til Flensborg, hvor en frokost ventede. Eftermiddagen var til egen disposition, hvor Flensborgs mange butikker blev flittigt besøgt.

- Aftenarrangementet med middag, dans og kåring af Årets Bosch Car Service værksted blev krydret med underholdning af Jan Gintberg og vores egen Boy Lorenzen fra Skærbæk, så der ikke var et øje tørt, fortæller han.

Det var der heller ikke under afsløringen af årets Bosch Car Service Værksted, hvor Joan Stendal fra Danadko Automobiler i Hvidovre (Årets værksted 2008) – med en formaning om at godt passe på den – kunne give vandrepokalen videre til Nordjysk Diesel Elektro A/S i Aalborg repræsenteret ved Jens Keld Haals (tidligere indehaver og nuværende medarbejder), da indehaver Torben Hansen var forhindret i at deltage.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079